Elton John – Snag igennem, grin, græd, lær, lad dig imponere og bliv for Guds skyld forarget over rockstjernens biograf

Elton John – Snag igennem, grin, græd, lær, lad dig imponere og bliv for Guds skyld forarget over rockstjernens biograf

BOGANMELDELSE // MUSIK – Elton Johns selvbiografi ‘Mig’ er den mest underholdende rockbiografi siden Walter Yetnikoffs ‘Howling at the Moon’. Den brutalt ærlige Sir Elton skåner ingen – slet ikke sig selv. Overhovedet ikke sig selv. Snag igennem, grin, græd, lær, lad dig imponere og bliv for Guds skyld forarget undervejs under læsningen af denne forrygende bog.  Men når det sidste grin er blevet til et stilfærdigt smil og den sidste selvindsigtsfulde beskrivelse er læst, savnes nogle flere refleksioner over den musik, der gjorde Elton John til en af verdens største og rigeste rockstjerner, skriver POV’s musikredaktør, Jan Eriksen

Forud for udgivelsen af Elton Johns erindringsbog Mig har forlaget kaldt den ”en kontoopgørelse uden begrænsninger”. Det er meget godt beskrevet, må man sige, efter at læst de 363 sider i den danske udgave.

Historien om Reginald Dwight fra Pinner, Middlesex, der blev et af popkulturens største fænomener og et af verdens mest indflydelsesrige LGBTQ-ikoner, fortælles ligefremt med stor sans for detaljerne og meget humoristisk.

Det hører til sjældenhederne, at jeg griner højlydt under boglæsning, men det skete faktisk flere gange.

En ganske stor del af bogens indhold er kendt i forvejen – i hvert fald i grove træk. Dels fra andre bøger, talrige interviews og dokumentarer, og har man set biopic-filmen Rocket Man, der havde premiere tidligere i år, kender man et koncentrat af første halvdel af bogen.

Alle med en smule interesse for Elton ved, at han kom gennem 70’erne i en skypumpe af kokain, alkohol og andet godt, men at han blev clean og siden har været aktiv advokat for Anononyme Alkoholikere. Han har, viser det sig, hjulpet og været sponsor for stjerner som Rufus Wainwright og Eminem, der altid indleder deres mange telefonsamtaler med ”Hej møgfisse”

Alle med en smule interesse for Elton ved, at han kom gennem 70’erne i en skypumpe af kokain, alkohol og andet godt, men at han blev clean, og siden har været aktiv advokat for Anononyme Alkoholikere. Han har, viser det sig, hjulpet og været sponsor for stjerner som Rufus Wainwright og Eminem, der altid indleder deres mange telefonsamtaler med ”Hej møgfisse”. Til Eltons store fortrydelse lykkedes det ham aldrig at få vennen George Michael til at stoppe med sit misbrug.

Og ja, fandtes der et verdensmesterskab i namedropping ville Elton Hercules John være mit sikre staldtips som vinder.

Som det fremgår, tilhører Elton den generation homoseksuelle, der tog den campede humor med fra drag- og andre klubber på den ene side og The Goon Show og Monty Python på den anden til sig. Hans beskrivelser af, hvad det gjorde for ham at optræde i det ene vilde kostume efter det andet parallelt med hans egen udvikling, er både underholdende og fine tidsbilleder.

På et af bogens mange niveauer er det fortællingen om en dreng, der voksede op i et hjem med en streng, fraværende far, hvis kærlighed og respekt Elton altid søgte, men aldrig fik. Ikke så underligt, at han græd så meget, da han så ”Billy Elliot” første gang, at hans mand David Furnish blev bekymret for hans helbred. Kun på stampladserne på den faldefærdige tribune på Watfords hjemmebane var far og søn rigtigt sammen.

En af bogens interessante passager er historien om, hvorfor og hvordan Elton købte Watford og sammen med manager Graham Taylor førte den helt op i toppen af engelsk fodbold. Hvis man nogensinde har tvivlet på ægtheden i Eltons fodboldengagement, er man ikke i tvivl efter at have læst Mig. Den ramsaltede og rå Elton John, der mest af alt morer sig over de homofobiske slagsange, er nok i høj grad en projicering af sin arbejderklasse-/fodboldbaggrund. Det er i den kontekst, man skal forstå hans nådesløse humor og stil.

Måske husker Elton sine utallige udskejelser og halvhjertede selvmordsforsøg bedre, selvom han førte dagbog, hvor der f.eks. kunne stå, ”Spiste morgenmad med Ringo. Skrev Candle in the Wind”

Som med alle andre i Elton Johns generation var mødet med Elvis livsforandrende. Han opdagede hurtigt sit unikke gehør. Lærte gamet som keyboardspiller for bluessangeren Long John Baldry. Dvæler flere gang ved den tilfældighed, der førte ham sammen med tekstforfatter og livsven Bernie Taupin. Senere ved den tilfældighed, der førte ham og hans band til USA, hvor de rent faktisk brød igennem før England og resten af Europa.

I en periode fra 1969 til medio 70’erne skabte Taupin og John en stribe album, der i dag sammen med David Bowies samtidige album står som epokens vigtigste værker i engelsk rock.

Selvfølgelig beskriver Elton indspilningerne af disse klassiske plader, og han nærmer sig flere gang et bud på en beskrivelse af magien i samarbejdet mellem ham og Bernie og de mere eller mindre faste musikere. Men jeg kunne godt have ønsket mig meget mere om, hvad det egentlig var, der skete i studierne dengang. Og når Elton arbejdede alene. Musikalsk procesbeskrivelse. Noget om hvad Bernies ord gjorde ved ham. Nogle linjer om, hvad Davey Johnson, Nigel Olsson og Dee Murray gjorde for musikken. For ikke at tale om producerne. Efter endt læsning er man ikke en disse klogere.

Måske husker Elton sine utallige udskejelser og halvhjertede selvmordsforsøg bedre, selvom han førte dagbog, hvor der f.eks. kunne stå, ”Spiste morgenmad med Ringo. Skrev Candle in the Wind”.

Ikke overraskende bitcher manden, der indspillede nummeret ”The Bitch is Back”, som optræder fast på hans live-repertoire, grundigt igennem. Meget af det er charmerende, formidabelt morsomt beskrevet. Andet på grænsen til frastødende. Bestemt, det er sjov læsning, hvordan kæresten David Furnishs første møde med Eltons gimpe af en mor, pludselig også omfattede et besøg af Michael Jackson.

De mange stikpiller til vennen Rod Stewart – som Elton konsekvent kalder Phyllis – er hylende grinagtige. Omvendt hedder Elton Sharon. Der er hip til Gud og hver mand og kvinde

Behøver vi at vide, at han var en form for alien? At han hellere vil spille computerspil med en medarbejderes 11-årige søn. Er der noget, du vil sige her, ærlige Elton? Hvorfor så ikke gøre det?

De mange stikpiller til vennen Rod Stewart – som Elton konsekvent kalder Phyllis – er hylende grinagtige. Omvendt hedder Elton Sharon. Der er hip til Gud og hver mand og kvinde.

Og sådan er det. Det er en præmis, som denne bog skal læses på. Og selv sagt er den, som alle andre biografier, forfatterens subjektive vel ofte efterrationaliserende opfattelse af det skete.

Nu ved vi, at Elton engang var til middag, hvor blandt andre Lady Di, Richard Gere og Sylvester Stallone deltog. Til sidst blev Stallone så vred over, at den nyseparerede Diana foretrak at flirte med Gere foran pejsen, at han forlod middagen: ”Hvis jeg havde villet taget prinsessen, havde jeg gjort det.”

Forfængelighed er en kælling. Det ved Elton alt om.

Også for musikelskere er der mange interessante og spøjse oplysninger indimellem. Noget mere spøjst end interessant.

Vi lærer, at det var typisk Yoko Ono, da hun trods John Lennons forbud, dukkede op til en legendarisk koncert i New York i 1974, hvor Elton og Lennon optrådte sammen – Lennons sidste liveoptræden overhovedet – selvom Beatles-legenden havde frabedt sig det. Elton har før taget æren for, at de to fandt sammen igen. Det gør han dog ikke i bogen.

Nu ved vi, at Bob Dylan er elendig til gæt og grimasser. Kommer ikke helt bag på denne anmelder. Til gengæld er han vild med Bernie Taupins tekst til ”My Father’s Gun”.

Det er, som om bogen ændrer tonen en smule efter Eltons point of no return, hvor han søger hjælp på et hospital og bliver ædru.

Bogens stærkeste del handler om den proces, der førte til nye erkendelser i hans liv. Selvindsigt. En konstant fornemmelse af svigt og dårlig samvittighed, ligefrem et evigt lurende selvhad, når han så almindelige, normale mennesker kæmpe for deres liv eller større sager samtidig med, at han knaldede til højre og venstre og i øvrigt førte et hedonistisk liv, der kulminerede, da han ringede til sin agent og bad ham stoppe vinden, der blæste uden for hotelværelset, så han kunne sove rusen ud.

Elton John ved, at der er andet i verden end berømmelse; der er den normalitet, han så intenst eftertragter, og nu har besluttet sig at hellige sig helt med sine to sønner efter den igangværende afskedsturné.

Det er i disse linjer, hvor Elton John beskriver sit arbejde på at blive et bedre menneske og beskriver sine dybeste venskaber, at han er stærkest og mest vedkommende. Han forsøger sågar at tøjle sine temperamentsproblemer. Enhver der har set David Furnish’s dokumentar “Elton John: Tantrums and Tiaras” ved, hvad det handler om.

Elton John ved, at der er andet i verden end berømmelse; der er den normalitet, han så intenst eftertragter, og nu har besluttet sig at hellige sig helt med sine to sønner efter den igangværende afskedsturné.

Jeg skriver ikke ”andet og mere, der kunne erstatte”. For samtidig med, at Elton forsøger at finde sig selv og stadig er dybt engageret sit velgørende arbejde og bevidst om sin rolle som fyrtårn i den proces, der en gang vil føre til total ligestilling mellem alle seksuelle grupperinger, er han fortfarende mestershopper med hang til Versace og moderne kunst.

Bogen er direkte rørende indimellem, når Elton er hårdest ved sig selv. Eller når han beskriver sine sidste møder med den døende Freddie Mercury, der ikke vidste, at han var døende – eller lod som ingenting – og foretrak at sladre.

”Har du hørt Mrs. Bowies nye plade? Hvad har hun dog gang i?”. På dødslejet nåede Mercury at sende en julegave til Elton.

Biografien om den første rockmusiker, der sprang ud, er både meget interessant og fuld af god sladder. Men der kunne godt være noget mere musik.


Elton John, “Mig”, Politikens Forlag, 408 sider, 350 kr., udkommer 15. oktober 2019.

Foto: Eddie Michel

 

Manden der tog depechen efter The Beatles – Elton John genhørt

Manden der tog depechen efter The Beatles – Elton John genhørt

Fra POV.International

Elton John lukker og slukker. Skal hans ord stå til troende, er den aktuelle verdensturne hans sidste. Manden, der kan skrive ’større end livet-fænomen’ ved siden af ’musiker’ på sit visitkort, spiller i Royal Arena lørdag d. 18. maj. POV Internationals musikredaktør Jan Eriksen har genlyttet Elton Johns enorme produktion og genanmelder her sine fire yndlings Elton-studiealbums.

Biopic-filmen om hans liv ”Rocketman” har premiere d. 30. maj.

I oktober udkommer hans første officielle biografi på forlaget Macmillan, der kalder bogen en kontoopgørelse uden begrænsninger.

Selv skrev Elton John forleden på twitter: ”Mit liv har været en helvedes rutsjebanetur, og nu er jeg klar til at fortælle min historie med mine egne ord.”

Men Elton er jo også musik. Han har udgivet 30 studiealbum. Især de første seks, der blev udgivet på bare fem år fra 1969 til og med 1974, står i dag tilbage som et uomgængeligt kapitel i rockhistorien. Nederst i artiklen er samtlige studiealbum oplistet.

Elton John, udsendt april 1970, producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin

Afhængig af synsvinkel er Elton John det første eller andet Elton John-album. Empty Sky udkom i Europa i 1969, men først i USA i midten af 1970’erne. Så for amerikanerne er Elton John det første. Overordnet kan det lyde noget ujævnt og meget poleret.

Og for mange står Tumbleweed Connection (1970) nok som en vigtigere trædesten i Johns karriere. Albummet blev indspillet som en hyldest til den amerikanske sangskat, som Elton og vennen tekstforfatter Bernie Taupin havde lært at kende under et ophold i Los Angeles. Ikke mindst fandt Elton en mentor i den æras største hvide, amerikanske pianoman, guitarist og iværksætter Leon Russel. Hans indflydelse på Elton var så stor, at denne langt senere tog initiativ til albummet The Union – som en hyldest til sin læremester.

Efter min smag er der dog for mange ligegyldige pastiche-sange på Tumbleweed Connection.

Hørt i dag står Elton John som albummet, hvor Reginald Dwight fandt sin musikalske karakter som komponist og musiker, ligesom han havde opfundet sin kunster-persona Elton John.

Albummet åbnes med en af hans største klassikere, den udødelige”Your Song”.

Med Taupins ligefremme kærlighedstekst, der blev skrevet i Eltons mors køkken, Eltons elegante klaverspil og et sublimt strygerarrangement er det tæt på den ultimative kærlighedspopsang. Det er ikke altid, Elton lyder som om han har hjertet med i Taupins ofte krøllede tekster. Men her banker hjertet.

Også “Take Me to the Pilot” og “Border Song” er senere blevet klassikere.

“Border Song” er et vigtigt, definerende Elton-værk, hvor hans to vigtigste inspirationskilder, gospel og progrock, mod alle odds samles flot i en komposition, som kun Elton John kunne have skrevet – med støtte af Gus Gudgeons lydhøre produktion. “Border Song” fik sit blå – eller sorte – soul-stempel, da det kort efter udgivelsen blev indspillet af Aretha Franklin.

Selv i en ballade som ”Your Song” fornemmer man, at han kan bryde ud i et Leon Russell’sk boogie anytime. Som i “Take Me to the Pilot” hvor Elton definerer den melodiøse, groovy stil utallige af hans komponistioner senere skulle få.

Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?

Til gengæld illustrerer både ”Need You to Turn to” og ”The Greatest Discovery” tydeligt, at albummet ifølge Gudgeon oprindelig var tænkt som en form for udstillingsvindue for Eltons kvaliteter. De to numre lyder som chamber-pop beregnet som baggrundsmuzak ved en fest på et stort engelsk herresæde, hvor gæsterne for spas skyld er klædt i Louis XVI-outfit. Men hey, den side rummer Elton som bekendt også.

Hvis man gerne vil, kan ”The Greatest Discovery” høres som inspirationskilde til den bærende melodilinje i Bob Dylans ”Simple Twist of Fate” fra Blood on the Tracks, der udkom fem år senere.

Det ellers vellykkede, grovswingende rythm’n’blues-soul nummer ”The Cage” skæmmes af et grufuldt Andrew Llyod Webber-lydende C-stykke. Havde Elton en dårlig brilledag i studiet den dag?

Det havde han til gengæld ikke, da han indspillede den spøjse Mick Jagger-parodi ’No Shoe Strings on Louise”.

Elton John blev affyringsrampen for The Rocket Man Elton John.

Don’t Shoot Me I am Only The Piano Player, udsendt  22. januar 1973. Producer Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin

I min bog det mest inspirerede Elton John-album. Under alle omstændigheder hans mest helhjertede rock’n’roll-album, hvor han overbevisende forløser sin vision om en klaverbåren anglo-amerikansk lyd.

Samtidig er det albummet, hvor guitarist Davey Johnstones indflydelse på det samlede udtryk fremstår mest lysende – uden hans seksstrengede ville ”Have Mercy on the Criminal” for eksempel ikke være det stærke, langtidsholdbare rockepos, det er endt som. Elton var påvirket af datidens såkaldt progressive rock, f.eks. Emerson, Lake and Palmer, men modsat hos dem er der faktisk nerve i ”Have Mercy…”

I forbindelse med albummet Honky Chateau (1972) var der sket et par afgørende ting i Eltons musikalske udvikling. Indspilningerne var henlagt til Château d’Hérouville-studiet i Frankrig – og det var første gang, den senere Elton-kerne, guitarist Davey Johnstone, bassist Dee Murray og trommeslager Nigel Olsson medvirkede sammen. Omgivelserne omkring det franske slot havde åbenbart en gunstig virkning på kreativiteten.

Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”

Kun de største komponister formår at følge op på melodier, hvor en luge er åbnet til himlen med lige så stor kunst. Selvom “Daniel” lyder som et forsøg på en ny love-evergreen, er det ifølge Bernie Taupin en hyldest til soldaterne, der vendte hjem fra Vietnam med ud- og indvendige ar. Arrangementet med Ken Scotts synths er lovlig kitchet til min smag, men melodien fejler intet.

Det gør den heller ikke i “Teenage Idol”, igen et arketypisk Elton-nummer hvor et kantet boogie-bårent a-stykke finder sin kontrast i et nydeligt, melodiøst b-stykke.

Om “Blues for My Baby and Me” er inspireret af Eltons piano man-kollega, Billy Joel, der var begyndt at røre på sig i USA, ved jeg ikke. Det kunne det være, fremført i en stemningssættende strøm af blå akkorder. Endnu en følt John-melodi og igen et af de af hans numre, hvor Davey Johnstone shiner i en skarp solo.

Albummets mest markante nummer, “Crocodile Rock”, er indiskutabelt en hyldest til den mest løsslupne del af 50’er-rocken med Elton i ditto sangstil. Men modsat de fleste tilsvarende – tag f.eks. sangene fra “Grease” – lyder krokodillerockeren ikke bare som en smart pastelfarvet stiløvelse. Det er rock’n’roll i sin egen ret. Rockfølelse. Som også “Midnight Creeper”, der ifølge Elton selv er en hyldest til The Rolling Stones. Igen et forrygende rocknummer med Eltons eget boogieudtryk. Leon Russell in memoriam, kan man tilføje i dag, tre år efter mesterens død. Og Davey Johnstone at large.

“Elderberry Wine”, der står for eftertiden som et af Eltons store hit, er ikke en af mine favoritter. Et udmærket rocknummer, ja, men teksten, der vist skal forestille at være sjov, er fjoget.

Til gengæld er den noget oversete ”Texan Love Song” en usædvanlig skarp satirisk parodi på en fordomsfuldhed, hvor sangens stemme langer ud efter alt og alle, homoseksuelle, kommunister, negro blues, langhårede.

Som en naturlig afrunding af et ægte rockværk slutter Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player med endnu en uimodståelig melodi, ”High Flying Bird”.

Goodbye Yellow Brick Road, udsendt 5. oktober 1974, produceret af Gus Gudgeon. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin, dog er “Funeral For a Friend” skrevet af Elton John alene.

Vejen med de gule sten spiller en vigtig rolle i L. Frank Baums Troldmanden fra Oz. Albummet Goodbye Yellow Brick Road spiller unægtelig også en vigtig rolle i eventyret om Elton John. Med numre som titelnummeret, “Bennie and the Jets”, “Candle in the Wind” og “Saturday Night’s Allright for Fighting” er det næsten et greatest hits album i sig selv.

Primo 70’erne var en kreativ periode i Eltons karriere. Bare halvandet år efter albummet Honkey Château ’eksploderede’ han og det efterhånden faste band i ’Det gule album’.

Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse

Der er dage, hvor jeg anser titelsangen “Goodbye Yellow Brick Road” for at være den perfekte britiske poprocksang – introen, Eltons piano, den flotte falsetsang, den geniale struktur med Johnstones guitar i dobbeltrolle, det smukke kor. Imponerende så meget følelse Elton lægger i den sære historie om en jetset toyboys ønske om at vende hjem til barndommens grønne dal.

Der er andre dage, hvor jeg anser albummet for at være noget overvurderet.

Jeg har aldrig forstået begejstringen for halvdelen af det første nummer ”Funeral for a Friend”. Til gengæld er anden halvdel, ”Love Lies Bleeding” et forrygende rock’n’roll-nummer med en venlig hilsen til The Rolling Stones’ ”Sympathy For the Devil”. Elton når han er mest rock.

Så er der mangefold mere nærvær i “Candle in the Wind”, som er en af de Bernie Taupin-tekster, Elton John fortolker med størst følelse. Måske fordi han kan genkende sig selv i ordenes humane udråb. Hvem ville ikke ønske, at de havde kendt og måske kunne have givet Marilyn, Amy Winehouse, Kurt Cobain, James Dean, Whitney med flere en hånd. Og Eltons melodi er jo ikke af denne verden.

Så ja, der er elementer af uantastelig storhed på Goodbye Yellow Brick Road – men også deciderede flopnumre.

”This Song Has No Title”, nej og den har heller ikke en pointe. Ok, i den æra i rockmusikken var det almindeligt, at musikken kunne lyde som et score fra en af tidens populære rockmusicals. Uvedkommende lydtapet.

Gennem Bernie Taupins tekstforfatterskab fornemmer man ofte en vis vrede i forhold til det andet køn. Der har vi alle været indtil flere gange i livet. Men selv, da jeg som forvirret teenager i år 43 før #MeToo første gang hørte ”Dirty Little Girl”, der vistnok skal forestille at være sjov, på det lokale musikbibliotek, fandt jeg den frastødende.  ”I’ve seen a lot of women who haven’t had much luck/ I’ve seen you looking like you’ve been run down by a truck.”

Country-pop pastichen ”Roy Rogers” kan bedst beskrives som et argument for dem, der mener, at Goodbye Yellow Brick Road ikke burde have været et dobbeltalbum. Så er der lidt mere liv i hillbilly bluegrass-nummeret ”Social Desease”.

Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent i 70’ernes begyndelse.

”Sweet Painted Lady”, en chanson på engelsk, er en skøn malerisk sang med al den varme og melankoli, Taupins tekst lægger op til.

Retro-rockeren “Your Sister Can’t Twist (But She Sure Knows How to Rock’n’roll)” emmer af charme og Beach Boys-kor. Og går direkte over i et andet af Eltons bedste rocknumre, den regulære festredder “Saturday Night’s Allright…”  – igen med Davey Johnstones hidsige guitar som vigtig motor.

Albummet slutter af med det formfuldendte ”Harmony” der både kan tolkes som en kærlighedssang eller Eltons hyldest til den smukke pop, som den blev defineret af Paul McCartney og Brian Wilson. En fornem afrunding.

Uanset dets ufuldstændighed er der en afgørende ting at sige om Goodbye Yellow Brick Road: Som sidste værk i en sekstet, der begyndte med Empty Sky i 1969, afspejler dobbeltalbummet den enestående alsidighed, variation og kriblende grøde i Eltons talent på et tidspunkt, hvor der vel bare var ham – og den noget mindre mainstream David Bowie – i England til at gå med depechen fra Liverpool.

Songs From the Westcoast, udsendt 1. oktober 2001, produceret af Patrick Leonard. Alle sange skrevet af Elton John og Bernie Taupin.

Efter en stribe album, der hverken kommercielt eller kunstnerisk levede op til de første seks album, udsendte Elton i 2001 Songs From the Westcoast.

Alene i titlen er der lagt op til en tilbagevenden til rødderne – til den musik, der sin tid skabte Elton John. Hans store kreative vækkelse havde fundet sted et par og tyve år tidligere i Los Angeles, hvor Songs From the Westcoast da også er indspillet. Og for ligesom at sætte streg under er coverfotoet taget i en restaurant, hvor bl.a. americana-filmen ”True Romance” er indspillet. Bernie Taupin er på godt og ondt tilbage som eneste tekstforfatter.

Som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John.

”Dark Diamond” rummer al den varme, funky boogiefeeling, man kender fra de første album. Man kan sige, at det er i dette musikalske rum, man for alvor mærker mennesket Elton bag extravaganza-Elton.

Det gælder også ”Look Ma No Hands” og ”American Triangle”, endnu en tekst, hvor John/Taupin satiriserer over fordomsfuldhed i de amerikanske sydstater.

“The Wasteland” er en arrig bluesrocker, der formelig emmer af rootsfeeling, som dengang, Leon Russell lærte Elton the soul og the boogie.

Albummet toppes af det mest vedkommende Elton John-nummer post Goodbye Yellow Brick Road, nemlig ”I Want Love”. Igen en kærlighedssang, som Elton synger med glød i en melodi og produktion, der gyldent indrammer den oprindelige Elton-esque. Det gør ikke nummeret værre, at det lyder som en hyldest til Sir Eltons gamle ven John Lennon.

Numre som ”The Boy in the Red Shoes” og ”The Emperor’s New Clothes” – som Elton ofte spiller live – er Elton, når han er mest softrock mellow uden den gode melodi som nævnte ”Can You Feel the Love Tonight”. De holder ikke standarden.

Men som helhed står Songs From the Westcoast i dag som albummet, hvor Elton John gik i studiet for at være Elton John. Suverænt afrundet af ”This Train Don’t Stop There Anymore” – ballademageren Elton, når han er bedst.

Elton Johns studiealbum

Empty Sky, 1969, m. bl.a. Skyline Pidgeon

Elton John, 1970, m. bl.a. Your Song og Take Me to the Pilot

Tumbleweed Connection, 1970, m. bl.a. Burn Down the Mission

Madman Across the Water, 1971, m. bl.a. Tiny Dancer og Levon

Honky Château, 1972, m. bl.a. Honky Cat og Rock Man (I Think it’s Going to be a Long, Long Time

Don’t Shoot Me I’m Only The Piano Player, 1973. m. bl.a. Daniel og Crocodile Rock

Goodbye Yellow Brick Road, 1974, m. bl.a. Bennie and the Jets og Candle in the Wind

Caribou, 1974, m. bl.a. The Bitch is Back og Don’t Let the Sun Go Down on Me

Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy, 1975, m. bl.a. Someone Saved My Life Tonight

Rock of the Westies, 1975, m. bl.a. Feed Me

Blue Moves, 1976, m. bl.a. Sorry Seems to Be the Hardest Word

A Single Man, 1976, m. bl.a. Song for Guy og Madness

Victim of Love, 1979, m. bl.a. Johnny B. Goode

21 at 33, 1980, m. bl.a. Dear God

The Fox, 1981, m. bl.a. Elton’s Song (skrevet sammen med Tom Robinson)

Jump Up!, 1982, m. bl.a. Blue Eyes

Too Low for Zero, 1983, m. bl.a. I’m Still Standing og I Guess That’s Why They Call it The Blues

Breaking Hearts, 1984, m. bl.a. Sad Songs (Say so Much)

Ice on Fire, 1985, m. bl.a. Nikita

Leather Jackets, 1986, m. bl.a. Slow Rivers (duet med Cliff Richard)

Reg Strikes Back, 1988, m. bl.a. I Don’t Wanna Go on With You Like That

Sleeping with the Past, 1989, m. bl.a. Sacrifice og Club at the End of the Street

The One, 1995, m. bl.a. Simple Life og The One

Made in England, 1995, m. bl.a. Believe og Made in England

The Big Picture, 1997, m. bl.a. Something about the Way You Look Tonight

Songs from the West Coast, 2001, m. bl.a. I Want Love og This Train Don’t Stop There Anymore

Peachtree Road, 2004, m. bl.a. They Call Her the Cat

The Captain & the Kid, 2006, m. bl.a. The Bridge

The Diving Board, 2013, m. bl.a. The Ballad of Blind Tom

Wonderful Crazy Night, 2016, In the Name of You