Og nu er Oscar gæst i en den nyeste POVcast. Som i øvrigt ifølge SoundCloud er POV Mediano Musics podcast nr. 270. Det skal med, at omkring 50 af dem er Tanja Brinks musikalske julekalendere fra 2020 og -21.
Som det fremgår af efternavnet, har Oscar Mukherjee indiske rødder – og han tilbragte de første år af sit liv i San Francisco. En opvækst der har sat sine tydelige spor i hans musik. Samtalen er ikke gammel, før kunstnere som Tom Petty, Crosby, Stills, Nash & Young, Grateful Dead, Janis Joplin, Jimi Hendrix og Creedence Clearwater Revival bliver nævnt.
Netop flyttet til Danmark begyndte Oscar at opsøge bluesklubben Mojo i København.
”Vi flyttede hertil, da jeg var omkring 14-15 år. Min far spurgte, om man måtte have en dreng, der var yngre end 18 år med ind på Mojo, det måtte han godt, bare ingen alkohol. Det var op på scenen med det samme og spille med i så mange jamsessions som muligt. Jeg var derinde altid.”
Oscar Mukherjee spiller stadig sin egen version af The Blues i Pay Day. The Mukherjee Development spiller i en stil, der i mangel af bedre kan beskrives som en blanding af roots, americana, alt-country.
Pejlemærker kunne være kunstnere som Coldplay, John Prine, Kurt Vile, The Rolling Stones, Neil Young, The War Against Drugs og Jonah Blacksmith, hvor Søren Bigum (guitarer) og Søren Poulsen (trommer) fra Mukherjee Development også er medlemmer. De øvrige medlemmer er Henrik Poulsen, bas, og Jacob Holm, guitar.
Vi taler om Oscars opvækst i San Fransisco, om kulturel appropriation – at spille bluesmusik, når man ikke har rødder blandt sorte i de amerikanske sydstater. Om forholdet til det gamle hjemland. USA, hvor “I used to want to be American/I take that back now tenfold,” som Oscar synger i en sang.
Om den procesorienterede tilgang til musikken i The Mukherjee Development. Om arbejdet med at skabe sin egen musik i en stil, hvor melodi og sammenspil er omdrejningspunktet.
Om den subtile, selvironiske humor, bl.a. i titelnummeret på det nye album, Should I Dance For You” om hende til festen, man ikke kan tage sig sammen til at kontakte. Det er en selvironisk ”anti-popsang. Det er lidt demonstrativt sumpet, det tøffer og sumper omkring. Det er alt andet end et traditionelt dansenummer.”
Og så er der dem, der har hjulpet med på vejen, bl.a. Poul Krebs, som Oscar kalder sin mentor. Han har bl.a. hjulpet i forbindelse med et skriveophold i Texas.
“Der er mange ting at takke Poul for. For fire-fem år siden var jeg med ham ude at spille på en turne, hvor han gav mig lejlighed til at spille. Det var en kæmpe hjælp at stå på scenen med ham. I forbindelse med min EP “Sentimental Sleep” hjalp han mig i kontakt med nogle musikere. Det er rart, at der nogen højere op i hierakiet, der rækker hånden ud, og det minder en om, at man skal huske at gøre det samme.”
På sit andet album Vindfang sætter sanger og sangskriver Chresten Falck Damborg i gang med det melodramatiske Du kan sige det til mig – som en tank mosende hen over den vestjyske plantagejord ved hjemmet i Nordvestjylland. Et håndfast elektrobeat, en syret akustisk guitar, trompetlyd. Det skærer, rumsterer og rabler på den tidligere X Factor-vinders (2013) nye plade. I et garage-lydbillede skabt af Chresten selv og produceren Knut Haavik.
På Finansmekanismer, der handler om samfundets værste bærme – såsom journalister, finansmænd/kvinder og politikere – lyder Chresten som en vestjysk Joakim Thåström.
Som på hans første album er der også mere afdæmpede, lette numre som det CV Jørgensen’sk atmosfæriske Dengang far var dreng og Den rådne banan.
Sådan veksler det mellem det eftertænksomme og rockkant, et par steder ligefrem med brecht’sk teatertorden. Titler som Senil ulydighed og Befriet for den helt store intelligens taler deres eget sprog om en skævt tænkende sangskriver med fødder og udsyn plantet tæt på æ haw, som han også synger om.
Jeg tvivler på, at Chresten bliver vanedannende for mig. Dertil virker musikken lidt for teaterkoncert-konceptuel uden helt at yde de originale hjemstavnstekster fuld ret. Men når det er skrevet: Der findes ingen andre på den danske rockscene som Chresten. Han er et af heldigvis flere friske bud på next generation i folden af jyske rocktrubadurer.
Noget godt er der da kommet ud af det der X-Factor.
Chresten, Vindfang, nyt album
Peter Butzback: Med greb om den gode melodi
“Under det blussende magnolietræ,” synger Peter Butzback på sit nye album Steder. Virkelighedens magnolietræer har tabt blomsterbladene, men Butzbacks album falmer næppe foreløbig. I næsten total ubemærkethed har han øvet sig på tre album, nu kommer så det fjerde. Hvor Butzback afslører sig som en mere end habil dansk singersongwriter.
Ved første gennemlytning kan lyden af Butzbacks vokal med ekko af Niels Skousen og Benny Holst godt forekomme knastør, men allerede fra første nummer fornemmes hans vokal uløseligt forbundet til sangskriverens ambitiøst opfindsomme tilgang til det danske sprog.
Butzbacks greb om den gode melodi som bærer af sangenes sansninger og uhåndgribelige reflektioner forekommer sikker. I Lykkelige vaner og Hvis vi går er der noget Søren Huss over det – og i balsamiske Solen farver månen, Jens Unmack, når han er bedst.
Udtrykket – især Butzbacks vokal – kan som i nævnte Magnolietræet og Den blå dør virke lovlig proklamerende, karikeret – som det også kunne være tilfældet i 70’ernes danskrock.
Som sangskriver og producer (sammen med Morten Bue) ligger Peter Butzback i det hele taget så sikkert i sporene efter 60’er/70’ernes rockpionerer, at jeg har meget svært ved at forestille mig traditionalist som et skældsord i hans verden.
Som helhed er Steder et eftertænksomt udkig fra en mand, der lyder, som om han har fundet sig til rette i en havestol under et magnolietræ med udsigt til mosekonens bryg et eller andet sted i periferien, hvorfra der forhåbentlig kommer flere sange.
Peter Butzback, Steder, nyt album
Poul Krebs: Vellyd og klicheer
Det er lidt med en sang af og med Poul Krebs som med Storebæltsbroen. Man kan kende den på lang afstand.
Efter det fine album Sange på rejse – The Vanløse Sessions, der udkom sidste år, er Krebs aktuel med Ingen grænser for kærlighed. Førstnævnte blev indspillet sammen med Krebs’ norske kollega Henning Kvitnes, hvis inspiration fra den soulede side af Springsteen åbenbart sidder fast på ham som en vedbend på en stenmur.
Det høres på det nye Krebs-album, at han de senere år har arbejdet sammen med roots/blues-musikere og altså søgt tilbage ad highway’en sammen med Kvitnes. Albummet er indspillet i en kælder sammen med Krebs’ liveband, et A-team, når det gælder rustik rocklyd bestående af fremragende musikere som allestedsnærværende Palle Hjorth, keyboards, bassist Troels Skærbæk, trommeslager Rasmus Valldorf og guitaristerne Andreas Kaehne og Mads Reinhold.
Jeg spørger mig selv, om Poul Krebs’ musik nogensinde har været produceret bedre end på Ingen grænser for kærlighed. Rammerne, musikerne, inspirationen, Krebs’ vision og noget, som musikerne kun ved, hvad var, under optagelserne bringer ny luft og smag ind i det udtryk, der ellers ikke har forandret sig vildt meget siden de små sensationer.
Krebs skriver gode melodier, der gerne vil lyttes til igen – nogle gange blændende gode som Sweetheart og Fri som et forår.
Han er en udmærket storyteller – her erindringssangen Randersvej og de flot turnerede portrætter 1000 stemmers kor og især det fremragende Hus forbi. Hvem sagde, at ægte solidaritet er død?
Men jeg har det svært med tekster, hvor Krebs forsøger at gøre noget stort ud af det banale. Tag titelnummerets omkvæd: ”I min sangbog står der så vidt jeg ved/ at den slags rimer på mangfoldighed/ og selvfølgelig størst af alt ingen grænser for kærlighed.”
Ja, jeg kan også godt lide vaniljeis – og har det fint med, at solen står op i øst.
Generelt virker titelnummeret som et lidt for villet forsøg på at skabe en ny crowd-pleaser hos Krebs’ store live-publikum.
Han kunne med fordel lytte til nye trubadurer som Chresten, Peter Butzback, Anders Riis og Sonja Hald, der alle med vekslende held krænger nye betydninger og billeder ud af det danske sprog. De har garanteret lyttet til ham.
Ingen grænser for kærlighed er – med en anmelderkliché – et bundsolidt rockalbum, ren vellyd for os, der fik vores rockdåb i en pøl af Morrison, Dylan og Elvis. Men måske på tide, at krebsen griber fat med kloen om sine værste klicheer.
På sit andet album Vindfang sætter sanger og sangskriver Chresten Falck Damborg i gang med det melodramatiske Du kan sige det til mig – som en tank mosende hen over den vestjyske plantagejord ved hjemmet i Nordvestjylland. Et håndfast elektrobeat, en syret akustisk guitar, trompetlyd. Det skærer, rumsterer og rabler på den tidligere X Factor-vinders (2013) nye plade. I et garage-lydbillede skabt af Chresten selv og produceren Knut Haavik.
