Brian Wilson (1942-2025) – Gatekeeper ved en port til det guddommelige

af Jan Have Eriksen | jun 12, 2025 | Essay, Nyheder

Den 82-årige musiklegende Brian Wilson er død. Det bekræfter hans familie i en udtalelse på sociale medier. “Vi er sønderknuste over at annoncere, at vore elskede far Brian Wilson er død. Vi savner ord lige nu. Respekter venligst vores privatliv på dette tidspunkt, hvor vores familie sørger. Vi ved, at vi deler vores sorg med verden. Love & Mercy.”

Sorgen deler de med den, der skriver disse linjer.

Da jeg som 12-årig begyndte at komme på det lokale musikbibliotek, lyttede jeg en dag tilfældigt til Beach Boys-albummet Sunflower (1970), lånte det og optog det på et kassettebånd. Det skulle vise sig at være et af de øjeblikke, hvor livet for en stund får et nyt perspektiv. Det er noget af det, musik kan.

“Tears in the Morning”… er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God only knows.

Siden har det næsten absurd vellydende Sunflower, der langt fra hører til Beach Boys mest kendte, fulgt mig som en form for støtte og sjælesørger. Fra det handlingsanvisende “Add Some Music” over den latterligt medrivende produktion af “This Whole World”, den McCartney’sk løsslupne “Deirdre” til den klirrende friske lyd af “Cool, Cool Water”.

I dag ved jeg, at det er et af Beach Boys mest harmonisk producerede album. Jeg ved det, for det har Mike Love en gang fortalt i et interview. Flere årtier inden det blev et begreb, har albummet ofte været min mindfulness-øvelse. Det kommer jeg tilbage til.

Så da nyheden om Beach Boys Brian Wilsons død kom frem onsdag, var det næsten – næsten – som at miste et familiemedlem. Eller rettere et fremtrædende medlem af det sammensurium af preferencer, der udgør min musikalske familie.

Geniet Brian Wilson

“I wasn’t made for these times,” synger Brian Wilson allerede i 1966 på Pet Sounds.

Måske har han indimellem følt sig meget alene. Hvordan skulle det næsten ellers være med et menneske, der er født til at være gatekeeper ved en port til det guddommelige – med et øre, der kunne høre lyde, toner, stemninger, som ingen andre?

Om netop Brian Wilsons musikalske øre, sagde hans fan, Bob Dylan, en gang:

”Det øre, Jesus, han bliver nødt til at testamentere det til the Smithsonian, (museum, red.)”.

Heldigvis var Brian Wilson i stand til at omsætte sine drømmebilleder til himmelsk musik. Ingen i rockmusikken har nydt og vil stadig i årene fremover nyde så stor anerkendelse som Wilson. Lige nu hyldes han overalt på internettet.

Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.

”Brian Wilson var en total sonisk visionær. Dette faktum kan ikke underdrives. Han var ikke alene kongen af hitlisterne med The Beach Boys, men også en musikalsk pioner, skyhøjt oppe i træerne som mesteren af alle blandt soniske opdagelsesrejsende. Ham, der fik branchens hoveder til at dreje sig i svælgende beundring, når de opdagede denne mester. Han var din foretrukne musikers foretrukne musiker,” skriver Far Out Magazine fx meget rammende.

Det er ingen hemmelighed, at de charmerende, uskyldsrene billeder af Beach Boys i stribede skjorter og shorts, med surfboards under armen hurtigt falmede efter de første gyldne år.

I store dele af sit liv var Brian Wilson plaget af nogle usædvanligt ondsindede dæmoner, der flere gange truede med at fortære ham, og som det i øvrigt heldigvis lykkedes ham at overkomme i flere omgange. Det er heller ingen hemmelighed, at med Wilson-brødrene, Carl og Dennis’, alt for tidlige dødsfald lignede Wilson-fablen mere en tragedie end en feel-good movie med happy end.

Men i stedet for at dvæle ved forbandelserne skal dette handle om musikken.

Surfin’ all over

Allerede som dreng sang Brian Wilson perfekt. Hans brødre, Carl og Dennis’ interesse i rock’n’roll fik ham tændt på den nye populære ungdomskultur. Efter en kort omvej – eller genvej – gennem Carl and the Passions, dannede de tre – sammen med Dennis og vennen Al Jardine – Beach Boys.

Beach Boys første californiske bølgeskvulp var 1961’s ”Surfin” – den første i en række Wilson-skrevne hit som ”Surfin’ Safari”, ”Surfer Girl” og ”Surfin’ USA”, hvor sidstnævnte nåede nr. 3 på de amerikanske hitlister og cementerede deres gennembrud.

Derefter fulgte en fortryllende række hit. Som den førende kreative kraft i Beach Boys skabte Wilson en lyd, der på sin vis kunne virke både sorgløs og melankolsk, men også i stigende grad både pirrende og foruroligende i sin søgen mod det store ukendte, mod ubetrådte lydlandskaber.

Det begyndte med surfing, piger og biler, harmonier så imponerende smukke som udsigterne i Yosemite nationalparken i det nordlige Californien. Ved hjælp af ambitiøs studieteknik og uendelige, opslidende studieseancer lykkedes det at give Beach Boys musik ubegribelig storhed.

The Beach Boys’ album Pet Sounds fra 1966 – skrevet (sammen med Tony Asher og Mike Love) og produceret næsten udelukkende af Wilson – ses ikke kun som gruppens mesterværk, men for mange det største album nogensinde.

Blandt andet nummeret “God Only Knows”, som Bono engang har beskrevet som det nummer, hans alter ego, MacPhisto, lytter til, når han indimellem bilder sig ind at være et geni, og har brug for at blive sat på plads.

Pet Sounds var udtænkt som et overordnet statement snarere end sange, med komplekse arrangementer, der indeholdt alt fra orkesterinstrumenter til Coca-Cola-flasker og tomater.

Inden Pet Sounds havde Beach Boys udgivet tre minutters mesterværker som fx “Don’t Worry Baby” og “Good Vibrations”. Jeg bliver aldrig træt af break’et efter 2 minutter og 16 sekunder i sidstnævnte, hvor et næsten sakralt kor efterfølges af et brud og et let og luftig forløb. Det er, i mangel af et bedre ord, kunst.

“Don’t Worry Baby” – jamen, de der vidunderlige korharmonier igen, sunget så de faktisk lyder som den trygge favn, ordene påstår. Ja, og melodien og verdens mest minimalisk og derfor lammende præcise guitarsolo.

Et vidunderligt liv

I slutningen af 60erne skiltes Wilson fra resten af Beach Boys. Voksende psykiske problemer, der formentlig blandt andet havde rod i en kronisk angst og hyppige opgør med en tyrannisk far, kombineret med et heftigt stofmisbrug lammede ham.

Mange år senere efter årtiers fejlbehandling blev han endelig diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse og mild manisk depression. Han sagde i 2019:

“Der var tidspunkter, hvor (min) sygdom var uudholdelig, men med læger og medicin har jeg været i stand til at leve et vidunderligt, sundt og produktivt liv.”

Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning

Brian Wilson skulle komme til at optræde og indspille med Beach Boys i flere omgange fra 70’erne frem mod 00’erne. Jeg så ham sammen med mange, mange tusinde andre i Tivoli i 1980, hvor Wilson ærlig talt ikke virkede specielt veloplagt.

Samtidig oplevede jeg, hvad jeg skulle få bekræftet et par gange senere, at uanset stranddrengenes stigende alder og omvendt proportionalt faldende sanglige kvaliteter, vil sangenes magi altid overleve – selv på laveste blus.

Siddende her ved tasterne er jeg lykkelig for at have oplevet Brian Wilsons helt store comeback, og på en måde æresoprejsning. Nemlig da ildsjælen Darian Sahanaja og tekstforfatteren Van Dyke Parks i 2003 sørgede for, at det glemte, fortabte pladeprojekt fra 1960’erne, Smile, blev udgivet som Brian Wilson Presents Smile. Omgivet af fremragende musikere optrådte Wilson med sangene og en stribe hits, bl.a. i Cirkus i Stockholm en af disse sjældne varme nordiske sommeraftener, hvor Skærgården lignede en glimtende drøm.

At se og høre disse musikere loyalt, omsorgsfuldt og ja, supermusikalsk, hjælpe Wilson med at give lyd til det, der oprindelig lignede et vanvidsprojekt – ja, hvordan skal jeg beskrive det. Som at vågne op i morgen og opdage morgengryet ligne den første morgen, som Cat Stevens synger i en anden sammenhæng.

Et skridt videre

Tilbage til Sunflower. Efter min mors død for tolv år siden boede min søster og jeg nogle dage hos min far. En aften opdagede jeg mit gamle kassettebånd med optagelsen af Sunflower i en plastikkasse i et skab. Lyttede til det på min medbragte Sony reportage-båndoptager, som jeg havde medbragt, hvis der skulle blive momentum for lidt arbejde i form af en båndudskrift. Lyttede igen. Lyttede igen tidligt næste dag, en frostklar februar-morgen.

At lytte til Bruce Johnsons “Tears in the Morning” lige den morgen i samme hus i den situation og med samme udsigt som, da jeg lærte Beach Boys at kende 43 år tidligere, er vel noget af det nærmeste, jeg er kommet – ja, måske ligefrem en religiøs oplevelse. God Only Knows.

Så vel er det tragisk, som det som regel vil være, når et menneske forlader denne verden. Men i Brian Wilsons tilfælde vil jeg forlige mig med, at han opnåede, hvad der er de færreste andre forundt. Nemlig at bringe verden et skridt videre i den rigtige retning.