LANA DEL REY // ANMELDELSE – Produktive Lana Del Rey udsender sit andet album i år, Blue Banisters. Efter storværket Norman Fucking Rockwell (2019), hvor hun formåede at balancere de mange americana-referencer med karakteren Lana og privatpersonen Elizabeth Woolridge Grant uden, at det blev uinteressant, for privat eller kitschet, er hun meget personlig på det nye album, skriver POV’s Jan Eriksen.
Blue Banisters
Musiker: Lana Del Rey
Album, udkom d. 22. oktober 2021
Siden sit gennembrud for ti år siden er det lykkedes Elizabeth Woolridge Grant at etablere sit alter ego Lana Del Rey i en unik position i moderne pop og som rollemodel i sin generation af kvindelige kunstnere.
I en delikat balancegang mellem inspiration fra surrealistisk filmkunst og maleri – med et enkelt splash teatralsk dekadence eller to – og på den anden side kompromisløs sensibilitet i sangskrivningen.
Pop-fashionistaen Lana er lige så meget retro som moderne med respektfuld inspiration fra klassisk sangskrivning og stor melodisk tæft. Med en sangstemme af de sjældne har hun bjergtaget publikum og inspireret med stilskabende lyd.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning
Hvis Lana Del Rey var et puslespil, ville de enkelte brikker for eksempel kunne være Joan Baez, France Gall, Marilyn Monroe, Lauren Bacall, Nirvana, Elvis Presley og Audrey Horne fra Twin Peaks. Især countryartisten, mentoren Nikki Lane, der var medskribent på det forrige album Chemtrails over the Country Club, og som gæsteoptræder i det måske ironiske “Oklahoma” på det nye album, er vigtig.
Med det lille mesterværk Norman Fucking Rockwellsatte Lana del Rey en ny popstandard, hvor bidsk americana-kritik og bløde drømmepoppede former og eksistentielle tekster fandt et samlet udtryk. Efterfulgt i marts i år af Chemtrails over the Country Clubkommer nu Blue Banisters.
Musikalsk følger Lana i sporet fra de to foregående album. I den ene blide keyboardbaserede ballade efter den anden synger hun sig ud med sange, der tydeligvis udspringer af det stille liv Chez Lana i corona-eksil, men som også i (alt for få) momenter tager livtag med de store perspektiver.
Rimelig klar symbolik
Det åbner med en dumb baslyd, som var det introen til en illegal BBC-udsendelse under Anden Verdenskrig, og derefter ordene ”I guess you can call it textbook”. Selv (-ironisk) udlevering for åbent slumretæppe – det handler om et forhold til en mand på sangerindens fars alder. Kæreste og far kører endda begge Thunderbird. Rimelig klar symbolik under motorhjelmen dér.
Lyden af Lana Del Rey er mest af alt en sindsstemning. Overfladisk hørt kan det lyde som at foretage sig ingenting på mange måder. Det foregår i et fordrageligt tempo, sådan lidt tilfældigt, kan det lyde. Synth-baserede lydtæpper lyder som en rodet bunke dyner og puder i den seng i L.A., hvor en del af de nye sange angiveligt er skrevet. Der er denne her fornemmelse af leg og orkesterprøve over produktionen.
Lanas stærke vokal har det tilsyneladende bedst i dybden, men for hver plade har hun udviklet sin sangstil. Stemmen er i konstant bevægelse, snart svævende som en diffus røgfyldt skygge, snart skinnende helt oppe på toppen af de tre oktaver, hun efter sigende mestrer. Snart lyder hun som på nippet til at sive ud gennem en sprække i gulvet.
Jeg savner dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell
Med meget enkle virkemidler kan Lana Del Rey få sin hverdagspoesi på den bærbare til at lyde som et Borte med blæsten-drama i syvdobbelt widescreen-størrelse. Og hun bliver bedre og bedre, som det kan høres på Blue Banisters.
Heri ligger Lana Del Reys helt store styrke.
Når hun er er stærkest, lyder hun som i ”Arcadia”. Med et kort over Los Angeles som metafor formår hun i løbet af fire-et-halvt minut at folde en sang, der begynder med begær efter sex, ud til en ode om eksistentiel ensomhed. Måske handler det om USA i post-Trumpsk isolation. En af de få sange på Blue Banisters med en dobbelthed, der vender udaf. Muligvis.
Det passer til den forunderlige undergangs/begravelsesstemning i det efterfølgende “Interlude – The Trio”. I øvrigt er “Arcadia” en fremragende melodi, der perfekt støtter og spejler tekstens ord og Lanas sang.
Lana Del Rey, cover
I “Black Bathing Suit” med godt med bad girl attitude er Lana Del Rey til gengæld tæt på at lyde som en selvparodi. Hurra til gengæld for “Just Do It”, der er skåret som en fornem popsang – model f.eks. Dusty Springfield og Phil Spector. Ligesom der er noget filmisk 70’er-agtigt over “Dealer” med fedt basspil. “Thunder” er det nærmeste albummet kommer en helt regulær hitlistepopsang.
Alle tre numre er produceret en lille smule overdrevet og karikeret på den mørke måde, der gør, at det kun kan være Lana Del Rey. Igen bemærker jeg, hvordan sangerinden skifter sine udtryk, snart intens og hjertelig, snart vrælende og jamrende – det er voldsomt ekspressionistisk.
Styr på virkemidlerne
Siden debuten med bl.a. “Video Games” er Lana Del Rey blevet en mere end ferm, sanselig lyriker med styr på sine metaforiske virkemidler – “Blue Banisters”, “Violet For Roses”, “Wildflower Wildfire”, “Cherry Blossom”. Det er lige før, man kan smage sangene.
Lytter man til “Wildflower Wildfire”, får man fornemmelsen af en kunstner, der deler ud af sin terapeutiske proces.
Here’s the deal
‘Cause I know you wanna talk about it
Here’s the deal
You say there’s gaps to fill in, so here
Here’s the deal
My father never stepped in
When his wife would rage at me
So I ended up awkward but sweet
Later than hospitals and still on my feet
Comfortably numb but with lithium came poetry
And baby I, I’ve been running on star drip
IV’s for so long
I wouldn’t know how cruel the world was
Hot fire, hot weather, hot coffee, I’m better
So I turn but I learn (it from you, babe)
Stærke sager, ikke sandt? Og så med en meget Lana’sk Pink Floyd-reference.
Med Blue Banisters har Lana Del Rey skabt endnu et album, hvor hun bare lægger til sin position som en af de mest betydningsfulde og mest personlige popartister lige nu. Man har næppe hørt Lana være nærmere Elizabeth end på dette album.
Bedømt ud hele albummet savner jeg dog at høre den 36-årige kunster forlade sit pudevår, bevæge sig ud af sit corona-kaninhul og tage en tur op i helikopteren, som hun gjorde så flot på Norman Fucking Rockwell. Måske kommer det næste gang.
Om en måned skulle Alanis Morissette have passeret Royal Arena under sin Jagged Little Pill 25 års jubilæumsturne med en koncert, der nu er udskudt til 29. oktober næste år. Men så er der jo det nye album Such Pretty Forks in the Road. Det første i hele otte år.
Som Lana del Reys fremragende album Norman Fucking Rockwell er Such Pretty Forks in the Road skrevet ved et piano.
Og det er lige før, at det fjerde nummer på pladen, Diagnosis, er det hele værd. Som altid synger The Queen of Alt-Rock alt ud fra hjertet i hjertet – direkte uden mellemstationer.
Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.
Akkompagneret af den faste samarbejdspartner Michael Farrel på piano, i begyndelsen bare akkorderne, og lidt senere synths. Det hele – og dét er meget – ligger mere eller mindre i Alanis’ karakteristiske let nasale mezzo sopran. Dramaet ligger i det, hun synger, stemmen der skifter fra lys til mørk, i pauserne, timingen.
Ville man ønske, at man var en af dem, hun synger om, ”everyone around me is trying to help as much as they can”? Bliver man ramt i sin egen historie? Synger hun om én person? Sin branche? Sig selv? Synger hun om sine spøgelser, sin psykiske sårbarhed?
Det bliver ikke mere bevægende. Ikke lige her og nu, mens der lyttes. Lige her svinger La Alanis, der for en stund ændrede rockmusikken, sin pegepind, så tidens del Reys, Swifts, Mazzy Stars og Lordes bare kan tage noter.
Og sådan er et langt stykke på dette album, hvor Alanis Morisette tager sit mangeårige arbejde som Debbie Ford-inspireret selvhjælps/skygge-coach til et nyt niveau. F.eks. i det smukke Her, hvor jeg fornemmer genklang af de store kvindelige sangskrivere fra slut 60’erne og primo 70’erne. Hint: Carole Kings Tapestry har snart 50 års jubilæum.
I pladens eneste forholdsvis up-beat sang med tilbagelænet boogierytme og god melodi, Reasons Why I Drink, handler det om, ja, at dulme, styrke og falde med stimulanser – ”the reasons why I feel everything so strong, when I’m not medicated,” synger Alanis Morisette. Fedt nummer og det tætteste, Alanis denne gang kommer sit udtryk på Jagged Little Pill.
Det teatralsk, storladne Reckoning er skrevet på en alvorlig baggrund – en retssag. Selv har Alanis kaldt det en sang om ’patriarkatet, der bryder sammen’. Men i den samlede kontekst på pladen lyder det som lydkulisse til en musikforestilling eller ballet, eller måske bare et retssalsdrama, og underligt irrelevant. Sangen og f.eks. også Losing My Plot kunne måske bedre begå sig i en evt. opfølger til Alanis Morissette-musicalen Jagged Little Pill, der p.t. er aflyst p.g.a. Corona.
På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i morderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation.
Så er der mere mening i det beslægtede Nemesis, der modsat Reckoning, er sin egen lille udtryksfulde symfoni i værket. Begynder som en enkel guitarballade og ender som, hvis Kate Bushs Running up that Hill mødte Fun.’s We are Young.
Sandbox Love handler om at søge tilbage til udgangspunktet i en relation, hvor der kun er vrede og sex tilbage. Det lyder lidt, som da Alanis’ karriere som popstjerne begyndte, bare i en mere rocket version – som fællesmængden af syng-med-bar, overfladisk 80’er-pop som Climie Fischer, Living in a Box og Johnny Hates Jazz, bare med meningsfyldt tekst.
Da jeg så Alanis på Tinderbox Festival for to år siden, tænkte jeg, om der mon var en vej frem for denne sangskriver, der stort set kun spillede numre fra Jagged Little Pill.
Det var der. På Such Pretty Forks in the Road slås det med canadisk drivtømmer fast, at som tekstforfatter i moderne rock er Alanis uovertruffen. Albummet er én lang terapeutisk konsultation. I forbindelse med udsendelsen af det nye album har hun sagt, at hun er ‘en håndfuld at leve sammen med’. Sikkert. Ud af de 11 sange på Such Pretty Forks in the Road er der lige præcis en håndfuld – fem – fremragende sange at leve sammen med. Fremragende – hvis kriteriet er totalt fravær af kalkule, kompromisløs ærlighed og 360 graders integritet.
De tre album, der gjorde størst indtryk på mig i 2019, har en fællesnævner: En misantropisk grundfølelse formuleret på hver deres måde med blotlagt sensitivitet og totalt fravær af rocksmartness – for hvad er der at miste? Og dog tilført et i sidste ende afsluttende stænk af håbefuldhed på trods.
Kunst vil altid i en vis udstrækning afspejle sin tid. For øjeblikket ser den vestlige verdens rockmusikere folket foretrække ledere, der lader hånt om alt det, som rockmusik også står for: Fordomsfrihed. Frihed til bevægelse. Fællesskab. Samtale. Ordentlighed.
Lana del Rey – Norman Fucking Rockwell (album)
Siden sit gennembrud i 2011 har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. I 2019 vendte hun tilbage med sit bedste album nogensinde.
Syngende som en ubegribelig drøm bearbejder Lana del Rey sig selv, sine dæmoner, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
I samarbejde med producer Jack Antonoff satte Lana del Rey sig til klaveret, skrev og spillede den ene dybe sang efter den anden, hvor singersongwriter-tradition og moderne elektronisk lyd omslutter hinanden. Og så er der jo den formidable kærlighedssang California.
Michael Kiwanuka – Kiwanuka (album)
Kiwanukas ambitiøse tredje album er en sammenhængende symfoni. Et univers, hvor det lyder, som hvis Bill Whithers sang med på et blaxploitation-album fra begyndelsen af 70’erne med hvilken som helst stenerrock-guitarist med en meget atmosfærisk fuzz-pedal. Kiwanuka er en følelsesfuld sangcyklus uden lige.
Delikate arrangementer, sværmende kor, kølige pianostykker, rockbeat og Kiwanukas distinkte croon mødes, og er rammen om Kiwanukas sange, der elegant paralleliserer hans egen historie som ugandisk-engelsk i et racistisk Muswell Hill, London med håbløshedens Brexit-England.
Love Shop – Brænder boksen med smukke ting (album)
Musikken på Love Shops Brænder boksen med smukke ting er måske endnu flottere, endnu mere billedrig end nogensinde. I sin helhed lyder albummet som en sammenhængende musikalsk rejse fra Danmark gennem Europa med udsigter til tågede landskaber af varierende grader af omsluttende mismod.
Med Jens Unmacks ekvilibristisk sikre cut-up skrivestil i centrum har Love Shop skabt et isnende flot, visionært rockalbum. Det er lykkedes Unmack og hans entourage at skabe et moderne storværk, hvor fortællinger om mennesker, liv, sociale forhold, politik, flyder sammen i et udtryk, der på den ene side kun kan være Love Shop, og på den anden lyder, som noget man ikke har hørt før.
Lauritz Korfix Schultz: Det stærke efterår
De tre bedste danske plader faldt, da lyset forsvandt og efteråret bankede døren ind. Kira Skov overgik sig selv på I Nat Blir Vi Gamle og cementerede, at sorgen har en sikker plads i disse års musik og litteratur. Blaue Blume viste, at den danske sang ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. En anden form for skrøbelighed var omdrejningspunktet for Efterklangs første dansksprogede plade, Altid sammen, der som i Emil Aarestrups digte zoomede ind på kroppens enkelte dele.
Kira Skov – I Nat Blir Vi Gamle (album)
Hvis forfatteren Naja Marie Aidt har begået den største sorglitterære bedrift de senere år med bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der handler om tabet af sønnen Carl, så har Kira Skov begået den største lyriske sorgproces tilsat musik med I Nat Blir Vi Gamle. Kiras udtryk har fortsat melankolien som grundakkord, selv om guitaren ikke bærer mange af sangene. Det hører til sjældenhederne, at jeg tager ordet mesterværk i min mund. Det gør jeg gerne her.
Blaue Blume – Bell of Wool (album)
Er AC/DC-samlingen komplet, og ønsker man ikke at rykke ved rockdefinitionerne, skal man ikke indløse billet til Blaue Blume. Dertil er deres indtryk alt for fucking fantastisk og nyskabende. Er man derimod nysgerrig efter at vide, hvor rocken bevæger sig hen i disse år, er Bell Of Wool absolut et af de bedste steder at begynde.
Kvartetten viser med Bell of Wool, at rockmusik anno 2019 ikke er lig med selvsikker maskulinitet. Den danske sanger er i dag ikke en ung blond pige, men en eftertænksom, feminin mand, der gerne melder ud offentligt, at han kæmper med depressioner. Det gør ikke rocken mindre rocket. Det tager den et andet sted hen.
Efterklang – Altid Sammen (album)
Det er ikke kun skiftet fra engelsk til dansk vokal, der kendetegner Efterklangs Altid Sammen. Hele lydbilledet har ændret karakter til mere langsomme, viseagtige kammerballader. Her er skruet ned for hornene og op for pauserne og verslinjernes gentagelser. Det er ambitiøs skrøbelighed.
På tekstsiden er der hænder, der åbner sig, øjne der stråler og et ansigt fyldt med larver. Her kan man sågar fare vild i hår. Det er med til at tegne fragmenterede, Aarestrupske billeder af kroppen og med til at give orkestrets debut på den dansksprogede scene en helt særlig identitet. Den danske sprogdragt klæder i dén grad den skrøbelige sangfugl, forsanger Casper Clausen.
Jakob Brønnum: Det uventede gensyn
2019 har været præget af gensyn eller møder med kendte musikere og musik, der har overskredet grænserne for det forventede og som rækker ind i nyt, ukendt land eller gammelkendte områder, udforsket på nye måder
Bob Dylan (turné)
I sommer tog jeg en regnfuld dag toget hjemmefra, små to timer fra Stockholm, og fra den myldrende Centralstation tog jeg undergrundstoget videre til den gamle betonarena Globen, der er bygget til ishockeykampe og normalt afgjort virker bedre til sport end til musik.
Der var næsten ingen mennesker et par timer inden koncerten. Jeg sad og læste og arbejdede lidt på en café i det nærliggende butikscenter. Lidt senere dukkede de første, tydeligt genkendelige dylanista’er op, og snart var alting fyldt af mennesker og konkurrerende Dylansange fra caféernes og restauranternes højttalere.
Koncerten var bedre end forventet. Dylan havde nye arrangementer til klassikere som Like a Rolling Stone og flere dybt følsomme ballader. Nu forlyder det, at han har et nyt album på vej med nyt materiale, det første siden Tempest (2012). Det er også mere end forventet. Jeg troede ikke, der ville komme flere.
Bernhard Haitink (koncerter)
I foråret fejrede den hollandske dirigent Bernhard Haitink sin 90-års dag med at dirigere et af de mest ungdommelige symfoniorkestre i sin nuværende hjemby, London Symphony Orchestra.
På programmet var en 1700-tals klaverkoncert af Mozart og den store, mystiske Symfoni nr. 4 af den østrigske senromantiker Anton Bruckner fra slutningen af 1800-tallet.
Koncerten blev video-streamet af orkestret, og den var mageløst vellykket. Haitink trak Bruckner endnu mere ned i tempo, end han er i forvejen, og vi fik en minimalistisk og spirituel oplevelse ud over det sædvanlige.
Stor var overraskelsen, i hvert fald for undertegnede, da Haitink senere på sæsonen drog på landevejen med verdens bedste symfoniorkester Wiener Philharmonikerne og opførte Bruckners 7. Symfoni flere steder i Europa, bl.a. på den radiotransmitterede The Proms. Bruckners 7’er er lige det mere moden, lige det mere spirituel, lige hjemkomstagtig i stor skala, 70 minutters ren, uforglemmelig vellyd. Haitink kaldte det selv en ”farvelturné”. Lad os nu se.
Andris Nelsons/Beethoven (album)
Det var netop med Wiener Philharmonikerne, og tidens mest hyldede dirigent i den yngre generation, den lettiske Andris Nelsons, at Deutsche Grammophon valgte at indlede fejringen af Beethovens 250 år.
Der findes omkring 220 samlede indspilninger af Beethovens ni symfonier, der står som søjlerne i det klassiske symfoni-repertoire. De fordeler sig over mange forskellige musikopfattelser og fortolkninger. Og nogle er også rent teknisk bedre end andre.
Nogle af dem er helt specielt slidstærke og afgiver noget andet end de gjorde, forrige gang man kom forbi dem, fordi de handler om en søgen og en kunstnerisk vilje til at lade kunsten være eksistentielle udsagn om virkeligheden.
Det gælder f. eks. Karajans indspilninger med Berliner Philharmonikerne i 1960’erne (de indspillede dem også de to følgende tiår), og Bruno Walters indspilning med Columbia Symphony Orchestra fra omkring 1960 og Leonard Bernsteins Beethoven-cyklus med Wiener Philharmonikernes fra 1970’erne. For mig hører Andris Nelsons indspilninger, der udkom i september, med i det selskab.
Frederik Bové: 2019 – solidt uden de store overraskelser
Det sidste år i dette årti føltes en lille smule udmattet. Ikke de store overraskelser, ikke så mange nye lyde, nye navne, nye idéer. Men mange solide plader fra nær og fjern. Forhåbentlig en lille pause, inden det nye årti vælter os bagover med energiske påhit.
Matana Roberts – COIN COIN Chapter 4 – Memphis (album)
Nærmest indbegrebet af solidt. Matana Roberts fjerde kapitel i hendes slægtskrønike fortalt via eksperimenterende jazz var måske det første kapitel, der ikke brød alle grænser. I stedet lyder det, som om hun nu har fået etableret sin helt egen genre, en art freejazz / gospel / sample-soundscape / spoken word hybrid. Men for faen hvor er det godt. Hendes projekt er ikke bare en stribe gode albums, det er musikalsk kunst på Pulitzer / Sonning niveau. Memphis er måske ikke det bedste kapitel.
Liturgy – HAQQ (album)
For ti år siden skrev en ung mand ved navn Hunter Hunt-Hendrix et manifest om ‘transcendental black metal’. Det fik han mange hug for. Så forsøgte han at vise sine idéer musikalsk. Det var interessant, men det gav aldrig rigtig helt mening. Før nu. Med HAQQ får Hunt-Hendrix endelig idéerne om det affirmative ‘burst beat’ og dets kamp mod det haptiske tomrum til at give bare den mindste smule mening. Som en art black metal / kosmisk jazz hybrid, Darkthrone møder Alice Coltrane. Det må være den black metal-plade i verden med mest harpe og mest xylofon. Transcenderende ekstatisk. Mesterværk.
Samthing Soweto – Isphithiphithi (album)
Ok, lidt nye ting fik jeg hørt. Sydafrikansk house er f.eks en ret ny genre, der konstant udvikler sig. Samthing Soweto var vokalist på mega-hittet Akanamali – som jeg for nylig hørte til sydafrikansk aften i Cinemateket, og folk gav den los! – og hans soloalbum er en blanding af mange genrer. House, pop, jazz, caribiske rytmer. Virkelig en særlig hybrid, men også et helstøbt album, der begynder nogenlunde afdæmpet og introspektivt, og slutter med årets single: Akulaleki.
Jacob Gjelstrup: 13 års ulidelig venten endelig forbi
De sidste ti år har rygterne svirret om, at det amerikanske metalband Tool endelig skulle udgive efterfølgeren til succesalbummet 10.000 days. Rygterne var vedholdende, men manifesterede sig dog først i virkelighed for relativt kort tid siden, hvor bandet endelig afslørede, at de arbejdede på deres femte studiealbum. Og så i sommeren i år stod det fast, at Fear Inoculum var klar til udgivelse 30. august. Resten af bandets musik blev også endelig tilgængelig på streamingtjenesterne og ikke nok med det, så gæstede bandet tilmed Copenhell på Refshaleøen i juni. 2019 var et totalt Tool-år.
Tool – Fear Inoculum (album)
Amerikanske Tool vendte tilbage i 2019 og tretten års ventetid blev endelig forløst for bandets trofaste fanskare. Tools første fire albums er på hver sin måde en videreudvikling af et band, der lever af deres egen lyd og kompositioner, og som på alle udgivelser har været nyskabende. Således er Fear Inoculum en fin videreførelse af bandets tradition for lange sange, der bevæger sig igennem tætte lydlandskaber. Faktisk er albummet et sammenkog af alt, hvad bandet førhen har forsøgt sig med, og det når et uhørt højt niveau af musikalitet og virtuositet.
Charlie Cunningham – Permanent Way (album)
I år udgav den beskedne engelske singersongwriter Charlie Cunningham sit andet album, og på det videreførte han sin dybt poetiske og bevægende guitar- og sangstil. Cunningham, der blev uddannet flamenco-guitarist i Sevilla, forlod en spirende karriere indenfor hardcorerock, og kastede sig over en solokarriere med det fantastiske debutalbum Lines fra 2017.
I år kom opfølgeren så, og det er en endnu mere moden og determineret sangskriver, der udfolder sig med guitar og akkompagnement. Musikken er stadig indadvendt og dybt melankolsk, og sådan kan man kun håbe, det fortsætter, for det er vanvittigt besættende.
Morild – Så kom mørket… (album)
I vinter udkom det danske atmosfæriske blackmetalband Morild med deres albumdebut med den svimlende lange titel – Så Kom Mørket Og Tog Mig På Ordet En Sort Sky Af Minder I Afgørende Stunder Frosset Fast Til Mit Indre Jeg Håber Det Forsvinder Med Lyset At Dø Eller Blive Fri, og dansk metal blev umådeligt meget rigere.
Bandet spiller en knusende hård, men på samme tid skræmmende smuk blackgaze med kolossalt effektive virkemidler, der trækker store veksler på lytterens følelser. Det er brutal, skræmmende, nedbrydende og dybt fascinerende musik.
Lydlandskabet er på musikalsk og emotionelt roadtrip med Lana, et solbeskinnet frikvarter med Ten Fé, der ifølge Tanja lyder som Springsteen, War On Drugs og The National.
Det viser sig, at Tanja og Jan beskæmmende nok har glemt titlen på Arctic Monkeys seneste album. De er en tur omkring Nashville og alt det, country også er – og i den sammenhæng en uundgåelig smutvej omkring Knoxville, Tennessees egen Dolly Parton.
Stor og flot folklyd med Tanja store, uforbeholdne kærlighed – verdens bedste liveband! – Bear’s Den, der for nylig spillede i Vega.
Via årets TInderbox Festival videre til Sheryl Crow og hendes seneste og sidste album Threads, hvor hun blandt andet synger en intens duet med Keith Richards.
Endnu en folk-inspireret kunstner, Dermot Kennedy, der netop har givet en forrygende koncert, også i Vega.
Og da det nu er jul, slutter Lydlandskabet på en højstemt gospel-node med Emili Sandé.
Undervejs glemmer Jan, der synes, han skal spille smart, at den amerikanske præsident, der i sin eftertid blev kendt som FDR, også havde et rigtigt navn – nemlig Franklin D. Roosevelt.
Siden gennembruddet i 2011 med sange med tjavset morgenhår og naturligt smokey eyes, har Lana del Rey kæmpet for at fastholde sig selv og sin kunstneriske stamina. Men nu er hun tilbage med sit bedste album nogensinde. Der bliver stadig knaldet på Norman Fucking Rockwell, men der er også tale ”om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey syngende som en ubegribelig drøm bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americana som kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA,” skriver POV’s Jan Eriksen i sin anmeldelse.
Lana Del Rey optræder p.t. i en højprofileret kampagne for en Gucci parfume. Samtidig med, at hun kandiderer til titlen ’stilikon’, har hun altid balanceret mellem cool fashionista og en trashy, vampet persona med stiletterne placeret i rendestenen. Musikalsk set har det været en balance mellem kant og mainstream.
Når Lana Del Rey er god, lyder hun, som hvis Marilyn Monroe var vågnet op igen i en trailerpark et sted med udsigt til New York.
Ikke at der ikke stadig bliver knaldet og bandet igennem på Norman Fucking Rockwell. Men det er dybere, smukkere og mere hjertegribende end som så.
Titlen i sig selv lyder som en visuel programerklæring for albummet. Maleren Norman Rockwell er især kendt som leverandør af utallige magasintegninger og malerier, der for flere generationer amerikanere symboliserede en renfærdig, idylliseret version af The American Dream. Før, under og efter Anden Verdenskrig var han nationalhelt med en pensel i hånden.
At han som antiracist med klar støtte til borgerrettighedsbevægelsen måtte kæmpe sine kampe med the establishment er en anden sag.
Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger
Med sin velourbløde vokal og skarpe pen kradser Lana Del Rey Norman Rockwells glansbilleder.
Nogle Lana Del Reys-fans vil måske finde den basalt pianobårne musik på albummet lidt kedelig. Fraset den succesfulde sommersingle ”Doing Time”, hvor sangens persona gennemlever en homoseksuel kærlighedsaffære, er der ikke just budt op til dans på Norman Fucking Rockwell.
I så fald er der tale om kyssedans på hele kroppen, dans med dæmoner, ydre som indre, hvor Del Rey bearbejder sig selv, mænd og kvinder omkring hende, sin længsel hjem mod New York, americanasom kulturelt fænomen og Trumps (forhåbentlig ikke) præapokalyptiske USA.
Samtidig er Norman Fucking Rockwell fyldt med gode melodier og begavede arrangementer, håb og sågar en stor del menneskeligt overskud.
Alter egoet Venice Bitch
Det begynder med titelnummeret; et enligt piano og sangen, lidt senere tilføjet lyden af strygere. Allerede her fornemmes en linje tilbage til 70’ernes store sangskrivere som Bowie, Laura Nyro, Carole King.
Lana har muligvis opfundet et alter ego til lejligheden; i hvert fald optræder figuren Venice Bitch i et par sange. Selvfølgelig i ”Venice Bitch” – en af albummets mere spektakulære sange, der for længst er udkommet som single. Det begynder med en akustisk guitar, lidt senere strygere, for at ende ud i en tilsyneladende uendelig, syret outro. Et næsten ti minutter langt psykedelisk trip på mælkevejen over Los Angeles.
Norman Fucking Rockwell er indspillet i tæt samarbejde med produceren Jack Antonoff, der tidligere har hjulpet især Lorde med at finde en indre, personlig kerne i musikken. Det gælder til dels også Taylor Swift, der slækkede lidt på kontrolknappen på sit seneste album Lover.
Også i Antonoffs hænder leger Del Rey med studiets mange muligheder. Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende.
For eksempel i “California”.
You don’t ever have to be stronger than you really are
When you’re lying in my arms, baby
You don’t ever have to go faster than your fastest pace
Udover en tekstlig hilsen til John Lennons ”Imagine” er nummeret, som jeg tillader mig at betragte som et af albummets centrale, en bevægende rockballade par excellence, som kunne være skrevet af Mr. Lennon, indspillet med dennes husproducer Phil Spector.
“Hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but I have it”
Norman Fucking Rockwell er som en rejse, hvor referencer som Elton John, Leonard Cohen, Crosby, Stills og Nash, Cindy Lauper, forfatteren Sylvia Plath og stednavne på stribe flashes som lydlige billboard-reklamer langs med highway’en. En rejse fra klassisk Hollywood-lore og et psykedelisk eksil i bakkerne ved Los Angeles mod enkelthed i 60’ernes og 70’ernes singersongwriter-musik.
”Venice Bitch” kunne være skrevet af moderne trubadurer som Ben Harper eller Lori McKenna.
De første par linjer i ”The Greatest” – hvor den formidabelt syngende Del Rey er så sensibelt inderlig og melodiøs som nogen, jeg lige kan komme i tanke om.
I miss Long Beach and I miss you, babe
I miss dancing with you the most of all I miss the bar where the Beach Boys would go Dennis’s last stop before Kokomo
Albummet slutter med tre ballader, “Bartender”, “Happiness is a Butterfly” og “Hope is a dangerous thing for a woman like me yo have – but I have it”. Om hun er påvirket af den kompromisløse ærlighed, der de senere år har præget amerikansk sangskrivning – jeg så f.eks. Julia Holter, Sharon van Etten og Julien Baker på årets Roskilde Festival – ved hun kun selv.
Indimellem ligner det børnehaveleg – men op gennem sandkassesandet griber mørkets spøgelser hånd i hånd med en håbefuldhed, jeg ikke tidligere har fornemmet hos hende
Det er Lana alene ved et piano, hvor hun hvisker, puster, foredrager; bruger sin stemme, så den det ene øjeblik lyder som skolesang og det næste som en formidlingskanal for dybe følelser og stemninger og en nærmest terapeutisk gennemgang af alt det, som Elizabeth Woolridge Grant kæmper med, når hun ikke hedder Lana. Det er bevægende. Stort.
I’ve been tearing up town in my fucking white gown Like a goddamn near sociopath Shaking my ass is the only thing that’s Got this black narcissist off my back She couldn’t care less, and I never cared more
Nummeret “Looking for America”, som Lana Del Rey og John Antonoff offentliggjorde umiddelbart efter massedrabene i august i Texas og Ohio er desværre ikke indkluderet på Norman Fucking Rockwell. Måske af branchepolitiske, måske af praktiske årsager. Ærgerligt – den smukke skønsang, der former sig som et vue ud over et Amerika på selvmordets rand, veksler mellem depression og, igen, håb og kærlighed. Den ville have bragt Norman Fucking Rockwell et skridt nærmere ’ the next best american record’, som Lana synger om.
Nu er det så bare hendes fucking bedste album.
Lana del Rey, “Norman Fucking Rockwell”, album, udkom fredag 30.8.19.