Anmeldelser: Dizzy Mizz Lizzy og mine andre bidrag til POV Kulturlisten

Anmeldelser: Dizzy Mizz Lizzy og mine andre bidrag til POV Kulturlisten

Velproducerede gode melodier med meningsfyldt lyrik fra Juncker

kulturlisten trom moonfall borgen melodi grand prix
Hvordan vil Christian Junckers bidrag til årets Melodi Grand Prix klare sig i konkurrencen? Foto: PR

MUSIK: Længere nede ad vejen, Christian Juncker. Album, udkom d. 29. november 2021

I sidste uge kom det frem, at sangskriveren Christian Juncker stiller op i årets Melodi Grand Prix. Hvis der er nogen, der kan skrive gode melodier med meningsfyldt lyrik med dybde, er det Brønshøjs egen Juncker. Hans bidrag til årets Tante Sangfest er ”Kommet for at blive” i den klassiske danske sangskrivertradition, som f.eks. også Folkeklubben gør sig i. En fin, melodisk sang med tyngde i sin egen ret, hvorfor den da heller ikke har en jordisk chance for at vinde, hvis den kommer med i det store Eurovision.

Men lad mig benytte lejligheden til at anbefale Junckers herlige album, Længere nede ad vejen, der udkom sidste år. Det indeholder nye numre og versioner af gamle sange i nye 2021-versioner – som f.eks. storhittet ”Mogens og Karen” og ”Havanna”.

Det gode her er nye sange som pop-solglimtet ”Mintgrøn sommerfugl” i en for Juncker ny stil, det friske vesterhavspust af en sang, ”Havblik”, og det flotte Lars H.U.G.’sk drilske ”Evigheden mellem os”, skrevet sammen med Andreas Odbjerg, smilehulspopsangen ”Wallenberg”. Jeg kunne blive ved.

Det gør Juncker forhåbentlig også.

– Jan Eriksen

 

kulturlisten ansari dybvad standupperne havemennesket
Fot0: Tobias Dybvad Standup

Dybvads smertefrie standup

Tobias Dybvad har den klassisk rutinerede stand-up komikers blik for altings særhed. Ikke mindst når det gælder ham selv og de nærmeste. Gennem et par årtier har han rendyrket sin charmerende og ligefremme stil på tv, i fem show og mange andre optrædener.

Levemand kommer de store grin på stribe. Især når Dybvad funderer over hverdagsoplevelser med sin (sviger-) familie. Specielt i en række associationsstrømme fastholder Tobias Dybvad smilet. Det er ikke nødvendigvis nogen nem kunst at skabe et let flow, hvor logikken er sat på standby.

Men det halter, når han bevæger sig ind i smertepunkterne. F.eks. hvor han behandler sin tidligere eskalerende ludomani og lemfældige køb og salg af aktier. Han taber den decideret i en passage om en døende 16-årig kæmpe-fan, som han når at møde, inden det er for sent. Hvad betyder det for Dybvad? Det finder vi aldrig ud af. Den dreng havde fortjent mere. Showets tag-line er trods alt ”Skal man have fået en dødsdom for at sætte pris på livet?”. Der er mange lette grin i Levemand, men du går forgæves, hvis du forventer at høre eksistentielle emner behandlet med perspektiv som f.eks. Christian Fuhlendorff og Rune Klan.

Jeg så showet i Kulturværftet, Helsingør.

– Jan Eriksen

 

kulturlisten ansari dybvad standupperne havemennesket
Foto: Peter Troest

Behageligt sanseåbnende musikalsk bevidsthedsstrøm

I det store billede bliver krigen mod drugs – desværre – nok aldrig vundet, men torsdag aften d. 31. marts vandt War on Drugs mig i en koncert, der kortest kan beskrives som en behageligt sanseåbnende musikalsk bevidsthedsstrøm.

Over 17 år har Philadelphias egne udviklet sig fra et følsomt atmosfærisk lydende indie-popband til et moderne bud på highway-rock, som det lød på det gennemsnitlige Springsteen-album i slut-8o’erne/primo 90’erne.

Jeg mener, hvor finder man ellers en fire minutter lang saxofonsolo, som i K.B. Hallen, da WOD lagde vejen forbi?

Det begyndte veloplagt med ”Old Skin” og – på vej gennem kendte numre som en trippet ”My Own Desire” og altfavnende ”Under the Pressure” og en god håndfuld numre fra det flotte 2021-album I Don’t Live Here Anymore – gjorde gruppen det, de gør bedst. Spillede sig selv nærmest som i en opadgående spiral af et flow nærmere og nærmere det musikalske klimaks – i nærmest metafysisk dialog med et vældig veloplagt publikum, der lignede en plantage efter et tiltrængt regnvejr efter to års tørke.

Frontmanden, sanger og guitarist Adam Granduciel er en af de mest diskrete rock’n’roll frontmænd, jeg lige kan komme i tanke om. Men formidabelt, som hans guitarspil konstant ligesom vokser ud af sangene, frem for at virke som påklistret lir.

– Jan Eriksen

KONCERT: War on Drugs i K.B. Hallen, d. 31. marts 2022

Kulturlistens Jan Eriksen har været til koncert med Dizzy Mizz Lizzy. Foto: PR

Koncert: Dizzy Mizz Lizzy – Tre mænd, én organisme

Anbefalet af Jan Eriksen

Tim Christensen er ubestrideligt driveren i Dizzy Mizz Lizzy. Han skriver musikken, synger, er solist, står i front. Men når de to andre, Martin Nielsen og Søren Friis, står/sidder der sammen med Sir Tim på scenen, virker de som én organisme. Det er unikt ved det band, at de to musikere både komplementerer manden i centrum og virker som hans ligeberettigede.

Sagt på en anden måde: deres samspil er endnu tættere end afstanden mellem Putin og den næste infame løgn. Martin Nielsens basspil er drønsolidt. Søren Friis slår hårdt og præcist, men han spiller samtidig med diskretion, luft og et swing, jeg ofte savner hos rocktrommeslagere.

Det blev bekræftet ved premieren d. 1.4. i Arena Næstved på den længe ventede triple koncertturné med Bersærk og Pscyhed Up Janis. Gennem et sæt heldigvis med flere numre fra det melodiske mesterværk Alter Echo – der er i klasse med Rushs Moving Pictures – og selvfølgelig publikumsfavoritter som ”Silverflame”, ”Waterline”. Tim Christensen bliver bedre og bedre til at udfordre sine sange med sit både enormt præcise og legende guitarspil. Det formidable ved det band er, at det aldrig bliver kedeligt live, hvilket man ikke nødvendigvis kan sige om alle deres numre.

At genåbningen af koncertlivet også betyder velkommen tilbage til tåbers slåskampe og øl, der bliver hældt ud over alt og alle, er så noget andet.

 

Oscar Mukherjee. Foto: PR

Album: Et distinkt udtryk i dybfølt Danamericana

Anbefalet af Jan Eriksen

I used to want to be American/I take that back now tenfold,” synger Oscar Mukherjee på sit nye album The Mukherjee Development. Jeg er med ham her – tenfold. 72 mio. amerikanere stemte på en mand, der hylder Hitler.  Men musikken har vi, og dansk-boende Mukherjee, der både har indiske og amerikanske rødder, bruger sin Americana-inspiration originalt i et udtryk, hvor der lige så vel som den vederkvægende sydstatslyd kan findes noter af Radiohead (”Wish I Were the Sun”) og anden indierock.

Stadig er der et dybtfølt feel i musikken som hos fx Steve Gunn, Ryley Walker, Kurt Vile og salig John Prine, som hyldes på pladen. Min personlige favorit er ”Call it Fraud” med Rolling Stonesk swagger og et Grateful Dead-agtigt flow. Stadig med Mukherjees helt personlige distinkte udtryk, hvor gode melodier på stribe vugger gennem højttalerne. De meget personlige tekster er nu og her og bærer samtidig præg af Mukherjees rødder i tre vidt forskellige kulturer. Med et subtilt humoristisk, lidt mørkt blik for et liv, hvor kontraster, udfordringer og glædens lys blandes.

The Mukherjee Development er et særdeles velkomment dansk album – og dertil et bidrag til den efterhånden store danske ”Danamericana” (kan man kalde det)-scene, omfattende artister som Jonah Blacksmith, Kajsa Vala, Barrow/Mikkel Bøggild, Chasing Grace.

malte hill batman glaffey charlottenborg father john misty
Father John Misty. PR-foto

Nyt album: Betagende melodisk charme

Anbefalet af Jan Eriksen

Det seneste tiår har Joshua Michael Tillman med stor succes dyrket sin rockpersona Father John Misty – som en form for ironisk, lettere depressiv hipsterudgave af Springsteen i betydningen tvivlende besynger af det amerikanske drømmeflimmer. Fem album er det blevet til. 13, inklusive album udgivet under navnet J. Tillman.

At Father John Misty er inspireret 1940’ernes og 50’ernes big band musik og såkaldt champer pop af Burt Bacharach-skolen er ingen hemmelighed. Det kunne f.eks. høres på Roskilde Festival 2017 med hjælp fra Copenhagen Phil.

På det nye album Chloë and the Next 20th Century manifesteres Tillmanns fascination så vellykket, at jeg kommer i tvivl, om det er hans sange, der udforsker det intime i det grandiose, filmiske retroudtryk, eller om det er udtrykket, der udforsker hans sange. Kald det symbiotisk. Det er uden tvivl FJM’s musikalsk set mest gennemførte album.

F.eks. læner ”Goodbye Mr. Blue” sig velsmurt op ad Glen Campbell-traditionen. I bl.a. ”Buddy’s Rendezvous” hører jeg genklang af Harry Nilsson i dennes storhedstid. I ”Q4” er popbegejstringen næsten tøjlesløst direkte smittende. Så har man hørt det med. Og selvom det indimellem er ved at kamme over i det rene Fred Astaire i sort-hvid, forføres jeg igen og igen af sangenes betagende melodiske charme.