Nick Cave & Warren Ellis: Apokalypsen, kærlighed og håb på nyt album

Nick Cave & Warren Ellis: Apokalypsen, kærlighed og håb på nyt album

Det begynder med Cave, messende. “There are some people trying to find out who/ There are some people trying to find out why/ There are some people who aren’t trying to find anything but that kingdom in the sky…”

Synth-flader, så mørke og tunge som utålmodige tordenskyer, at man sidder med fornemmelsen af apokalypsen lige rundt om hjørnet. Der er katastrofe i hver en strofe. ”Hands of God” hedder første nummer, men som det fremgår af citatet, er det op til fortolkning, hvordan Cave læser biblen.

Teatralsk som altid, crooner han om at søge ned til floden, svømme, indtil han drukner, ramt af flodens forbandelse. Fra en bro betragter en dreng skuet, mens han smider med mønter. Er det mon Nick Caves afdøde søn, som i høj grad har præget hans sangskrivning siden det tragiske dødsfald for seks år siden?

Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb

Der er noget meget effektfuldt, men også lovlig forpustet over denne åbning, og det følgende nummer ”Old Times” lyder mest af alt som en lydinstallation i en udstilling, der aldrig blev åbnet.

Men derfra åbnes skotterne, lyset trænger ind i hotelrummet, som man fornemmer gemmer sig bag den balkon, der dukker op flere gange på Carnage. Man fornemmer, at Cave synger de otte sange fra balkonen i betragterens rolle. Og da der uendelig langsomt er trængt tilstrækkelig meget lys ind, fornemmer man kvinden i sengen derinde i rummet.

Fyldt med referencer

”It’s only love, with a little bit of rain,” synger han i titelnummeret, mens nuancerne flyder ind og til dels opløser mørket. Med enkle midler, et let keyboardtema og et storladent kor bliver musikken mere og mere følelsesladet, ja sjældent har man vel hørt Cave mere hjerteskærende end på dette album.

Der er mange referencer i teksterne. Fred Astaire – ”jeg tager mine stepsko på,” synger Cave. Jeg kunne godt tænke mig at se Cave steppe. Botticellis Venus, her udstyret med et lem. Glenn Campbell/Jimmy Webb.

Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab

På sin plads på balkonen læser sangenes jeg forfatteren Flannery O’Connor, hvis tematiske udgangspunkt var christian realism, en politisk teologi, der inspirerede Barack Obama, Martin Luther King og Jimmy Carter. Når han ikke læser, betragter han en nedlukket verden, drømmer, og reflekterer tilbagevendende over The Kingdom in the Sky. Cave er ikke absolutist, der er ikke lås på de døre, der fører ind til hans tekstunivers.

Nick Cave & Warren Ellis: Carnage, cover
NICK CAVE & WARREN ELLIS: CARNAGE, COVER

Personligt hører jeg ”White Elephant” som en sang, der kunne handle om dem, der med Gud som gidsel, indtog Det hvide Hus for et par måneder siden. Selvom den formentlig er skrevet inden. Eller I hvert fald et svirp til det famøse second amendment, skoleskyderier. I’ll shot you for free, I’ll shot you in the fucking face. Det pistolliderlige ‘jeg’ kunne også være et system eller alle, der ignorerer klimatruslen mod natur, dyr, klode.

Understøtter åbningerne

Caves og Ellis’ billedrigt producerede soundscape omfatter bl.a. et kor, besyngende The Kingdom in The Sky – der var det igen. Koret bliver større og større for hver takt, så det efterhånden lyder som en folkemængde, der vokser sig større for hver linje. Lidt samme udtryk som i Nicks gamle kæreste P.J. Harveys The Hope Six Demolition Project. Det er stort, hvordan pladens produktion kun understøtter sangens mange åbninger og spørgsmålstegn.

På den node fortsætter det med det smukke, pianobårne ”Albuquerque”, pladens mest konkrete – det handler om Coronastækket rejselyst.

Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang

Nick Cave og Warren Ellis har skrevet en hel del filmmusik på det seneste, sideløbende med Bad Seeds trilogien Push the Sky AwaySkeleton Tree og Ghosteen. Jeg hører Carnage som en slags soundtrack. Det majestætisk salmeagtige ”Lavender Fields” lyder netop som det første overrumplede, sansemættede syn af en endeløs sydfransk lavendelmark, mens Cave funderer over tab. Tab af venner. Tab, måske, af fans, der foretrækker styrvolten punker-Nick fremfor Kunstner-Nick.

Som i en klassisk fortælling rundes Carnage af i en stemning af håb og kærlighed. Med en sang, der dårligt kan høres som andet end en kærlighedserklæring til hende den skøre i hotelsengen.

Repetitivt messer Cave: “This morning is amazing, and so are you.”

Der er dem, der mener, at kærlighed aldrig føles så stor som om morgenen, når man vågner sammen. De må være A-mennesker. Er det sådan, det er, kan det i Caves og Wallis’ minimalistiske art-rock regi dårligt gives et smukkere udtryk end i den sang. Utroligt hvor megen ånd og stemning, Nick Cave og Warren Ellis kan få ud af et par instrumenter og et kor. Jeg hører nye historier for hver gang, jeg lytter, nogle skræmmende, nogle lyse.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAN ERIKSEN HER:


Nick Cave & Warren Ellis: Carnage, album


Foto: PR

Bruces B-film: På sin vis er ‘Western Stars’ i al sin snigende desillusion et modigt album

Bruces B-film: På sin vis er ‘Western Stars’ i al sin snigende desillusion et modigt album

Fra POV.International

Overfladisk hørt er Bruce Springsteens nye album Western Stars et sofastykke af en popsymfoni. Men man skal ikke ret langt ind i den musikalske B-film, før man hører de 13 numre, eller rettere scener, som hans tilvirkning af amerikanske popkulturelle myter i almindelighed og Springsteens egen liv i særdeleshed.

Hvor Nebraska rakte hånden ud til Reaganæraens glemte steinbeck’ske Tom Joad’er, fortæller Western Stars om dem, der i Trumps USA lever i minderne om en drøm.

I den bevægende Netflix-dokumentar I’ll Be Me fortæller Springteen om sin inspiration fra hovedpersonen Glenn Campbell.

Et sted mellem medio 1960’erne og medio 70’erne fløj Campbell ind fra Los Angeles til Nashville med sin strygerbaserede, genredefinerende countrypop og skabte rystelser blandt dogmatikere i countrymusikkens hovedstad. Det var med numre som “Universal Soldier”, “Gentle on My Mind” og ”By the Time I Get to Phoenix”.

Western Stars er en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier

Det er med inspiration i dette univers af country, folk og americanapop med et ukendt antal strygere og blæsere fløjlsblødt i ryggen, man finder manden de kalder rock’n’rolls Boss på dette nye album.

Der medvirker en håndfuld gæsteoptrædende musikere. Fra E-Street Band Charlie Giordano og Soozie Tyrell og Springsteens gamle partner in crime David Sancious.

Springsteens kone Patti Scialfa lægger vokal til fire numre med kor, der giver mindelser om salig alt for tidligt afdøde Karen Carpenter. Dét alene kalder på respekt.

Mange fans af rock’n’rolleren Bruce Springsteen vil sikkert stå af allerede under første nummer.

Gør man derimod sig selv den tjeneste at trække sin Stetson ned i panden, sætte sig ind i sin mentale convertible og trykke på cruise control opdager man snart dybderne i Bruces road trip. Western Starser en sangcyklus med nedslag i den arketypiske fortælling om en lone rider på rejse mellem krakelerede myter og dybt personlige historier.

I titelnummeret tager han skikkelse af en skuespiller, måske en stuntman, der på højden af karrieren blev skudt af John Wayne, og nu drømmer om den blå pille, der lover én det hele tilbage. Et forholdsvis sjældent anfald af humor i en Springsteen-tekst. Pakket ind i strygere ad libitum er denne ironiske westernmyte et vellydende instamoment fra en oldtimer, der drømmer om at shine bare en enkelt gang mere nede på Sunset, inden han rider ud mod horisonten.

Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men også i det man hører mellem linjerne

Og han dukker op igen i ”Fast Drive (The Stuntman)”. Han kan stadig køre hurtigt, selvom flere af hans lemmer er skiftet ud med stål. Faktisk er der vist det eneste, der giver ham glæde. Hans drøm er erindringen om hende, der kom og for længst gik igen. Man kan se det som en parafrase over den amerikanske drøm.

I et af pladens absolutte højdepunkter, den uimodståeligt swingende tex-mex pastiche ”Sleepy Joes Cafe”, kan man næsten fysisk foran sig se en stille lørdag aften i bulen, hvor Joe og May regerer, forandre sig til festen, der visker mandag morgen ud. For en stund. Når Springsteen er god, ligger solidariteten med the working man ikke kun i ordene, men ligeså meget i det, man hører mellem linjerne.

Ikke alt er lige godt på dette album. “Wayfarer” f.eks. lyder som et nummer, hverken Bruce eller hans producer helt vidste, hvad de skulle stille op med.

Til gengæld rummer ”Hello Sunshine” med sit lån af meloditemaet fra klassikeren ”Everbody’s Talkin’” en nærmest rørende hilsen til en af de bedste, definerende countrypop-sange.

I ”There Goes My Miracle” hører jeg Springsteen synge til 24-25-årige Bruce siddende  på sin front porch foran det lejede hus i Oakhurst, NJ, mens han kæmper med ordene til det, der senere skulle blive til “Thunder Road”: “Like a vision she dances across the porch as the radio plays / Roy Orbison singing for the lonely.”

Snart 70-årige Bruce ved, at disse attraktive feminine skyggebilleder kommer og går for at lade sin efterladte tilbage med Roy. “Heartache, heartbreak, love gives, love takes, The book of love holds its rules. Disobeyed by fools”, som han synger.

Såvel melodi, produktion som Springsteens vokal oser af orbisonsk melodrama.

På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn

Albummet munder ud i endnu en nedtonet countrysang om “Moonlight Motel”, hvor mælkebøtter vokser op gennem sprækker i betonen, et enkelt ungt par forsvinder mellem bølgende lagner. Med næsten uhørligt diskrete strygere, Bruces akustiske guitar med støttende håndsrækning fra en indfølt steel guitar breder musikken sig som bagtæppe for rulleteksterne:

“I pulled a bottle of Jack out of a paper bag, poured one for me and one for you as well”.

Sangens lone rider kan ikke rigtig gøre andet end at trække på skulderen og huske, hvad hende, der igen for længst er væk, en gang sagde:

“I det mindste har du prøvet at elske”.

På sin vis er Western Stars i al sin snigende desillusion et modigt album, hvor Bruce Springsteen står ved sin fascination af den indsmigrende popmusik, der lød i radioen, mens han var pulling out here to win på scenerne i Asbury Park og omegn.

Bruce Springsteen, Western Stars, album, udkommer 14. juni

 


Foto: PR.