af Jan Have Eriksen | feb 28, 2019 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk
The Mavericks, DR Koncerthuset, Studie 2, 27.02.19
Rocknumre med både harmonika- og trompetsoli hører til sjældenhederne – ligesom det sandt at sige også hører til sjældenhederne, at denne anmelder er med til at trække aldersgennemsnittet ned ved en koncert.
Det ville da i øvrigt bestemt heller ikke være allright mama, hvis den første generation, der voksede op i larmen fra rock’n’roll skulle sidde derhjemme og trille tommelfingre, bare fordi man ikke længere er helt så i stram i betrækket eller hurtig ved havelågen som Ariana Grande.
Da The Mavericks’ sanger Raul Malo onsdag aften indledte sidste ekstranummer med at sige: “De af jer, der holder af Amerika ved, hvorfor vi spiller dette nummer”, for derefter at spille The Beatles’ “Back in the U.S.S.R.” – ja, der var det umuligt ikke at holde umanerlig meget af den der flok spillemænd på scenen.
De har spillet samme nummer flere gange på den aktuelle turne, men timingen her kunne ikke være meget bedre. Samtidig med, at det feststemte orkester afrundede koncerten, sad Donald Trumps tidligere advokat, håndlanger, wise guy, eller hvad man kalder den slags over there, under en høring i Washington DC og indrømmede, at han havde løjet i kongressen omkring den såkaldte Ruslands-undersøgelse. Jovist. Back in the U.S.S.R.
I en verden, hvor løgn snart helt har erstattet sandhed, hvor antagelse og personligt tankespind har erstattet fakta og videnskabelighed, grådighed for længst har erstattet moral, og mure har erstattet de væsentligste af de værdier, vores vestlige civilisation hviler på – og hvor Rusland bidrager til at afgøre amerikanske valg, og danske banker bidrager til sort, russisk økonomi.
Ja, da var den lille satiriske tvist særdeles velkommen.
På sin vis havde den omgang fusionsfest, The Mavericks havde holdt kørende de seneste par timer nemlig været det stik modsatte. Blues, rock, latin, zydeco, tex-mex, reggae, ska – og hva’ vi du ha’. Et saftspændt konglomerat af musikalske impulser, der er skyllet ind over U.S.A. fra, før landet overhovedet havde et navn – og grænser for den sags skyld.
Mavericks er, som ledsageren påpegede, lyden af forsamlingshus. Og det i den absolut gode betydning. Fest, dans, livsglæde. En aften i en tidsboble uden plads til denne verdens Michael Cohen’er.
Det er bare et halvt år siden, The Mavericks sidst besøgte Danmark – nemlig på Tønder Festival. Oprindelig blev det etableret i Miami som et punkband, hvis medlemmer i øvrigt hang ud med Marylin Manson.
Senere vendte de sig mod såkaldt nytraditionel country og senere igen den form for multi-americana, de stadig spiller. Nogenlunde samtidig med, at de musikalsk beslægtede Los Lobos huserede.
The Mavericks nåede at få et par verdenshit med “Dance the Night Away” og “All You Ever Do is Bring Me Down”, før de stoppede og – som alle andre – blev genforenet. Det skete i 2013 med to oprindelige medlemmer, guitarist og sanger, Raul Malo og trommeslager Paul Deakin – og keyboardspilleren Jerry Dale McFadden, der kom til kort efter bandformationen.
Som de kækt indledte med deres største hit “Dance the Night Away” efterfulgt af “All Night Long” var der allerede bevægelse i futteralerne i kælderen under DR Koncerthuset. Det skyldtes ikke bare det uomtvistelige, super tighte swing, det band stadig har, men også den sublime akustik i koncerthusets Studie 2.
Det var rent faktisk så klart et lydbillede i salen, at alle instrumenter lød nogenlunde lige tydeligt og skarpt. Bortset fra sangen på alle andre mikrofoner end sangeren Raul Malos.
Og apropos ham. Han er ofte blevet nævnt i samme åndedrag som Roy Orbison. Det forstår jeg ikke helt. Jo, Raul har en flot klang – han synger fortfarende krystalklart af en mand på 53. Men hans stemme har hverken samme teatralske opera i sig eller særegne personlighed som The Big O.
Det var måske især tydeligt at høre i coverversionen af netop dennes “Blue Bayou”. Til gengæld gav han en meget fin, loyal version af Springsteens “All that Heaven Will Allow” med godt med ramasjang i bandet.
I den periode i 00’erne og begyndelsen af 10’erne, hvor Raul Malo forsøgte sig som solist, var han kort med i nævnte Los Lobos’ Super Seven Group, der er en form for tex-mex-svar på det cubanske Buena Vista Social Club.
Flere gange under koncerten var der denne stemning af en flok musikere, der leger musikken frem. Den form for jamlignende musikeren var egentlig et velkomment brud imellem lovlig mange numre, der mere eller mindre alle lød som “Jambalaya” både melodi- og tempomæssigt.
Musikerne – ikke mindst da de to fremragende blæsere – har kvaliteten til den slags, men det kan også blive noget langt i spyttet og direkte kedeligt og ensformigt. Især når der gik “Beer Barrel Polka (Hvor er min kone?)” i det. Harmonikaspilleren, der havde mange soli, var virkelig god.
Men der lå en hårfin balance dér mellem, hvor det det ene øjeblik lød af uimodståelig fest på bytorvet med vimpler og fyrrige senores y signoritas i dans på bordene – og det næste af dansk øltelt morgenen efter med paptallerkener med ketchup- og sennepsklatter og fadølssjatter over det hele.
Og den balance vippede lovlig mange gange mod det sidste, når fusionsfesten var sat på vågeblus.
Grundstammen i The Mavericks er et rockband: Malo, hans medguitarist Eddie Perez og trommeslager Deakin, der spillede hårdt markeret på sine trommer.
The Mavericks var klart bedst, der hvor de to guitaristers twangy guitarer var i fokus i de mere rock’a’billy–agtige passager. Der lød The Mavericks af støvede horisonter og moteller, hvor man tjekker to gange, at døren nu også er låst.
Sætliste:
- Dance the Night Away
- All Night Long
- Easy as It Seems
- Back In Your Arms Again
- Stories We Could Tell
- Summertime (When I’m With You)/A Message to You, Rudy
- All That Heaven Will Allow
- There Goes My Heart
- Dance In the Moonlight
- All Over Again
- Blue Bayou
- Loving You
- O What a Thrill
- Do You Want Me To
- As Long as There’s Loving Tonight
Ekstranumre
- What a Crying Shame
- What Am I Supposed to Do
- Rolling Along
- Come Unto Me
- All You Ever Do Is Bring Me Down
- Back in the U.S.S.R.
af Jan Have Eriksen | okt 27, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk
The Savage Rose, Operaen, København, 26.10.18
“Amen!” var der en, der udbrød efter Annisettes korte, håbefulde tale mod slutningen af aftenens koncert. “AMEN!” står der på min blok.
“Glem Den Store Bukkebruse på den anden side af havet,” som hun sagde. For han er snart væk. Tænd håb i stjernerne og lad det drysse ned over dem, der skal leve i fremtiden.
Lige der kulminerede det. Den bedste og mest rammende overskrift for en godt og vel to en halv times lang koncert var “gospel”. Slet og ret. Gospel. Med et mageløst swingende band i ryggen lod Annisette sin karakteristiske vibrato manifestere forløsende fortællinger om håb, forsoning – og vrede over de forhold, der bydes mennesker ude i verden, bl.a. i flygtningelejre.
Især i sættets sidste nummer “Love and Freedom”, hvor Annisette, indrammet af sit sorte hår, som en åndemaner forsøgte at fremmane kærlighed, sad jeg med en gribende fornemmelse af at være til stede under en gospelgudtjeneste med en ypperstepræstinde, der måske mere minder om en indiansk shamaninde end om en reverend i en sydstatskirke.
Den stemme, der stadig bor i den spinkle, 70-årige sangerindes krop. Ja, stemmen. Uendeligt stor. Uendeligt udtryksfuld. En urkraft. Vis. Kærlig. Generøs. Krævende. Bluesy. Soulful. Som en 360 graders vokal horisont med udsigt til alle de drømme, der blev drømt og for den sags skyld også de drømme, der mangler at blive drømt.
Optræder altid i bare tæer
Koncerten begyndte med Annisette, der kom ind på scenen med en kuffert, i baggrunden en harmonikalignende lyd. Så tog hun sine støvler af og lagde dem i kufferten. Det blev der grinet lidt af i Operaen. Annisette optræder altid i bare tæer.
Allerede dér i første nummer, “Pigestemmer” fornemmede jeg noget, der bedst kan beskrives som emotionelle kuldegysninger.
Og det samme igen i “Moonchild’s Dream”, som Thomas Koppel skrev til Michala Petri for godt og vel 25 år siden. Enormt stemningsskabende.
Derfra videre til 1968-nummeret “Open Air Shop”, der af en eller anden grund fik mig til at tænke på George Gershwins “Summertime”.
Det var også her, jeg kom til at tænke på netop afdøde Tony Joe White – kongen af swamp, som nogle kalder ham. Swamp som i den dengang nye blues- og soulfyldte rocklyd, der opstod i de amerikanske sydstater samtidig med, at Thomas Koppel og Annisette fandt sammen med Anders Koppel, Jens Rugsted, Flemming Ostermann og Alex Riel.
I et medley af to numre fra det seneste Savage Rose-album Homeless, “Harrassing” og “Exit”, havde bandet og lydmanden fået greb om den sumpede, funkede lyd, som den blev defineret med comeback-albummet Black Angel.
Som han har gjort de senere år spiller Frank Hasselstrøm keyboards og blæsere. På orgel er Palle Hjorth erstattet af Nikolaj Hess, der senest har optrådt med Kira Skov.
I rummet mellem deres keyboards i hver sin side af scenen ovenover den formidable rytmegruppe, Jacob Haubjerg, bas, og Anders Holm, trommer, skabtes den fedeste lydkulisse til Annisettes blues-chant.
Som en form for Booker T. and the MG’s ført op til 2018.
Det gjorde det jo så ikke sværere at identificere lyden af Muscle Shoals, Stax og American Recording Studios, at de to eminente korsangerinder, Naja Koppel og Amina Carsce Nissen, optrådte i retro 60’er/70’er-outfit, mens de sang “Shame on you” – i øvrigt med koreograferet dans.
Løftede sig fra samspil til noget større
Et moment, der stadig sidder på nethinden, var da den i øvrigt konstant livlige Anders Holm fik et smil fra Annisette, i et af de mange tilfælde, hvor han stod på sin stol og klappede. Som ikke-musiker kan det være svært at sætte sig ind i den særlige følelse af symbiose, der opstår, når det løfter sig fra samspil til noget større.
Det tror jeg, det gjorde i en forrygende rocket crescendo-afslutning af “Byen vågner”, hvor de fem musikeres blikke mødte hinanden. I hvert fald set fra femtende række i “Det store, flotte slot”, som Annisette kaldte Operaen.
I netop dét nummer var det tydeligt, at selvom Thomas Koppels gamle kompositioner stadig er arkitekttegningen, er huset under konstant ombygning.
Hvad der ikke bare lige nu, mens anmeldelsen skrives, men også længe fremover vil stå som et moment af storhed var, da “No More Love to Give” fra 2012 gik direkte over i klassikeren “Wild Child” med Annisette siddende på gulvet.
Først den tunge ballade om at miste. Så den rene følelseseksorcisme. Udover, at musik i sagens natur først og fremmest er lyd, er den også en mosaik af de billeder, lytteren lader den være soundtrack til. I mine ører er den skønne, dunkle molballade “No More Love to Give” et smertelig hilsen fra Annisette til Thomas Koppel i det hinsides. Bilder mig ind, at jeg så deres datter Naja tørre et par tårer væk under morens gribende sang?
Lige der var jeg tæt på at gøre hende følge.
Igen ordet til en publikummer i salen. “Hvor er det smukt, Annisette!,” råbte hun.
Det kan ikke skrives bedre. Så hvorfor forsøge?
Sætliste
Pigestemmer
Moonchild’s Dream
Open Air Shop
You’ll Be All Right
Harrassing/Exit
Black Angel
We Go On
You’ll Know in the Morning
Pause
Lille Melankoline
Byen vågner
No More Love to Give
Wild Child
The Storm
Screams of Captured Birds
Dear Little Mother
Messenger
Your Daily Git
Freedom to Love
Ekstranumre
Kringsatt av Fjender
Long Before I was Born
Early Morning Blues
af Jan Have Eriksen | sep 3, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt i Store Vega 02.09.2018
Altid charmerende Franz Ferdinand skabte lørdag aften en rockfest af de sjældne med Vega som ekstatisk medspiller.
Umiddelbart inden, Franz Ferdinand gik på scenen, lød et dance-mix af Roxy Musics “Love is the Drug” over højtaleranlægget. Det skulle vise sig som en udmærket ramme om den næste halvanden times forrygende rockshow.
Som utallige andre britiske bands de sidste fem årtier står Alex Kapranos og kumpaner på art-rock-pioneren Bryan Ferrys skulderpuder og David Bowies orange strithår med den ene fod og på diverse dancegenrer med den anden.
Siden gennembruddet i 2004 med “Take Me Out” og blandt andre “The Dark of the Matinée” har gruppen med det historisk klingende navn ændret udtryk nogle gange. Med udgangspunkt i guitarbaseret post-punk har de spillet mere eller mindre dance-baseret elektronisk domineret rock. De har forlængst bevist, at man, hvis man gør sig umage, godt kan få et indierock-publikum til at danse. Som f.eks. også Libertines og Kooks.
De fleste numre på seneste album fra i år, Always Ascending, er bygget op over keyboard- eller elektronisk baserede digitale skitser. På den baggrund er der så lagt melodisk figur og beats ovenpå. Set i det lys kan man kalde Franz F for Nephews skotske fætter.
Kompetent lydmand
Det skulle meget hurtigt vise sig i Vega, at gruppen med mellem en og tre guitarer i spil på scenen var rejst til København med et stramt sæt danserock og en tilsyneladende uhyre kompetent lydmand – på første turné efter eventyret med FFS, hvor gruppen havde allieret sig med 70er popduoen Sparks.
Dem så jeg desværre ikke, da de spillede i Tivoli for tre år siden. Til gengæld så jeg Franz Ferdinand året forinden på NorthSide.
Siden er medstifteren, guitarist Nick McCarthy, trådt ud for at hellige sig sin familie. Den nye guitarist har ikke samme definerende, frembusende- og trædende rolle på scenen, men hans rytmeguitar gør, hvad den skal mere eller mindre centralt i lydbilledet afhængig af om, Kapranos griber sin guitar.
Ja, så var der Kapranos. Den energiske og karismatiske sanger og badutspringer – i mangel af et bedre rock’n’rollagtigt ord – virkede endnu mere tændt, end man kender ham. Som et kraftcenter centerstage giver han de ikke altid lige interessante sange ekstra påtrængende power. Som en blanding af en omrejsende sydstatsvækkelsesprædikant og jovial skotsk showmand skabte han gospelstemning i salen, nærmest fra begyndelsen.
Bemærkelsesværdigt at hans skotske croon stod helt klart i lydbilledet allerede i det første nummer. Det samme med resten af bandet.
Bemærkelsesværdig også, at nye numre som “Glimpse of Love” og “Feel the Love Go” fra det nyeste album i begyndelsen af sættet fandt klangbund hos et publikum, der i et fælles energifelt sammen med bandet fik den fest, det var kommet efter.
Det gjaldt for eksempel også 14 år gamle “The Dark of the Matinée” med dét guitarriff og Karpanos’ i øvrigt fine tekst, hvor han får plads til både seinfeld’sk generationsportræt og radiolegenden Terry Wogan.
Flere breaks og skift
“Paper Cages” igen med euforisk rytmisk puls, febrilt disco-beat og igen et uafviseligt guitariff.
Selvfølgelig høres Franz Ferdinands rødder i 80’ernes og 90’ernes post-punk som f.eks. i det ny “Lazy Boy”, hvor titlens ordpar udgør hele det repetitive omkvæd. Det kunne være kommet ud af Manchester dengang.
I den sidste halvdel af sættet kom ældre numre som “Do You Want to”, “Walk Away” og “Take Me Out” med flere breaks og skift end i de mere strømlinede dansenumre. Som i “Walk Away”, der her i aften forenede klassisk britisk pub-fællessang med uregerlig punkenergi og det ufravigelige krav om “melodi som Gud”, som Karpanos forbilleder fra Liverpool skabte dengang, man ikke kunne sige John uden samtidig at sige Paul.
Var jeg ikke i forvejen revet med, blev jeg det, da Vega og Franz Ferdinand gjorde “Take Me Out” til et fælles anliggende. Clash, Bowie, XTC, Blur kogt sammen i en velsmagende skotsk haggis. “Velsmagende haggis” er i den grad contradiction in terms, men lad det fare.
Første ekstranummer “Slow Don’t Kill Me Slow” er ikke helt den omfavnende ballade, den gerne vil være, men det faldt på sin vis som et velkomment pusterum inden tre ekstranumre, der fik Vega til at gå i udbrud i en grad, som jeg sjældent har set.
Blandt andet i titelnummeret “Always Ascending” fra det nye album, der lyder som en hilsen til landsmændene Simple Minds’ “And the Band Played On”.
Alex Kapranos talte en gang i et interview i musikbladet Rolling Stone om den store, amerikanske forfatter Raymond Carver, der blandt meget andet skrev teaterstykket bag filmen “Birdman”. Den med Michael Keaton og en masse priser. Kapranos fortalte, at han havde læst en af Carvers romaner i både den “rigtige” version og den uredigerede. Den første komprimerede, redigerede var klart den bedste. Sådan bør det også være med rockmusik, tilføjede han.
Kollektiv sejr
Fuldstændig rigtigt. Verden rundt i et glimt, beat, rytme, melodi på de sagnomspundne tre minutter. Og så videre. Sådan som det var her i aften i Vega i en kollektiv sejr mellem et tæt band og publikum.
Det skriver jeg velvidende, at udtrykket “kollektiv sejr” ofte bruges om en dødkedelig fodboldkamp, hvor det ene nimandsforsvar har vundet over det andet.
Det kan, har jeg hørt, ikke afvises, at harcorefans fra den første FF-post-punk æra, vil mene, at det er blevet for meget fis og ballade med Kapranos hoppende rundt på scenen og party for resten – harcorefans kan generelt være ret nærtagende og besidderiske. Dem om det.
Den charmerende kvintet fik mig med hud og den smule hår, der er tilbage.
Mangler der noget i forhold til at fuldende den oplevelse? Nej, faktisk ikke. Under ekstranumrene fortalte Alex Kapranos, at en af fansene i første række, der følger bandet verden rundt, havde fødselsdag. Til sidst gav han hende og en veninde hver en gave. Klasse.
De to pigers smil gennem tårer sidder stadig på nethinden, mens disse linjer skrives. Musikalsk passion, grænsende til det sygelige. Hvad vil man mere?
Arrivederci Franz, vi var fra vid og sans.
Sætliste:
- Glimpse of Love
- Feel the Love Go
- The Dark of the Matinée
- Twilight Omens
- No You Girls
- Paper Cages
- Lazy Boy
- Do You Want To
- Walk Away
- Finally
- Take Me Out
- Love Illumination
- Ulysses
Ekstranumre:
- Slow Don’t Kill Me Slow
- Always Ascending
- Evil Eye
- This Fire
af Jan Have Eriksen | aug 6, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt 05.08.2018
Justin Timberlake’s The Man of the Woods-koncert sluttede med en filmmelodi, ”Can’t Stop the Feeling”. Tilbage sad jeg med fornemmelsen af at set filmen om skovtrolden, der rejste til byen og fik job som projektleder i Foreningen til tinnitussens fremme. Justins seneste album Man of the Woods er bedre end sit rygte. Han er stadig en stor showman med styr på sine virkemidler, moves, stemme og da white funk, han er naboens sexede søn med appel til både datter, mor og mormor – men trods en fantastisk state-of-the-art scenografi druknede Timberlakes show i en forfærdelig overstyret gang lydterror. Præcis som for fire år siden i Parken.
De seneste år er store amerikanske popnavne søgt tilbage mod en vis jordslået oprindelighed med afsæt i countrytraditionen, hvor en cowboyhat er en cowboyhat, og en tåre er en tåre.
Med hjertelige, melankolske sange – indimellem tilsat knastør southern sarkasme – leveret med pur lyd uden anden elektronisk iklædning end højst nødvendigt.
Læg dertil, at det nu, hvor det digitale blogfænomen er i greb med at overhale, smadre, forny (vælg selv) den traditionelle journalistik, er blevet cool at stå ved sin skrøbelighed og sårbarhed. Måske ligefrem lære af sine stød.
Katy Perry har samarbejdet med countrys nyeste darling Kacey Musgrave. Miley Cyrus indspillede gudmor Dolly Partons “Jolene”, Kylie Minogue albummet ”Golden”, Beyoncé ”Daddy Lessons”. Ældre ikoner som Sheryl Crow og selveste soul/R&Bs svar på en Senior Executive Vice President, Lionel Richie, er gået country.
Ariana Grande, Meghan Trainor og Queen Bey har optrådt ved Country Music Awards.
Silas fra skoven
Og dermed over til Nashville, Tennessees egen Justin Timberlake. Inspireret af sin og Jessica Biels søn – hvis navn Silas betyder ”fra skoven” på latin – har han og samarbejdspartnere som Timbaland og Pharrell Williams (Neptunes) tilstræbt at inkorporere Nashvillelyden og de musikalske Memphis blues- og rockrødder i Timberlaks modernistiske neosoul.
Det synes jeg, som antydet, de slipper ganske godt fra uden at virke som benspænd for hans egen, skelsættende nydefinerede poplyd.
Hvordan lyder det så live? Det er faktisk svært at sige. Forstået sådan, at de to første numre i aften i Royal Arena, ”Filthy” og ”Midnight Summer Jam” – begge fra det nye album – blev leveret med et absurd højt lydtryk. Det var umuligt at adskille alt fra en kæmpe tuba (!), keys, trommer til kor. Inklusive koret var de mere end 20 sortklædte funkkatte på scenen.
Ingen tvivl om, at Justins opfordring, ”put your filthy hands all over me”, blev modtaget med et ”modtaget” hos mange kvindelige publikummer. For hans vokal lød trods alt segregeret fra den øvrige lydturbulens.
I hittet ”Sexy Back” lød konturerne af den svedige funklyd. Men stadig med fornemmelsen af, at ens mellemgulv havde overtaget rollen som basmembran – eller måske nærmere omvendt. Og med trommer, der sammen med keys, lød som detonerende bomber fra Amager Fælleds fortid som militært øvelsesområde.
Igen i ”Man of the Woods”, der på pladen lyder som en form for doo wop-børnesang, fornemmede jeg i det mindste melodien. Som til gengæld var tæt på uhørlig i ”Señorita” fra debutalbummet Justified, blottet for originalens solbeskinnede strandstemning.
Imponerende sceneshow
Inspireret af intentionen, lyden og den visuelle iscenesættelse af Man of the Woods er der bygget et imponerende sceneshow til denne turné.
En bro slanger sig som et ”S” ud fra hovedscenen med to mindre scener på vejen. Den ene scene er placeret midt i det særlige V.I.P.-område med hele to barer. At Justin Timberlake er en stjerne på et dansegulv ved alle. Selvfølgelig var han og koret i konstant bevægelse på broen.
Hvis det er meningen, at opstillingen skal give os andre mindre important tilhørere på lægterne en fornemmelse af intimitet mellem musikere og publikum, er det faktisk lykkedes. Trods de akustiske udfordringer var der hele vejen igennem en fornemmelse af en vis afslappethed og nærhed mellem stjernen og hans fans i salen.
Der er opstillet seks træer på broen, der mest minder om kulisserne, dengang jeg medvirkede – som hest – i en skoleopsætning af H.C. Andersens ”Fyrtøjet”.
Til gengæld var effekten af nogle lærreder, der rullede op og ned over “S”’et bl.a. med funktion som storskærm meget virkningsfuld.
I ”My Love” fik Justin og det store ensemble skabt noget, der mindede om en koncertfølelse. I hvert indtil guitaristen skabte et hylende skingert raserianfald med sin seksstrengede.
I det uforlignelige ”Cry Me a River” kom den insisterende melodi i koret, det karakteristiske keyboardtema og Justins klare vokal momentant til at virke som et blad svævende elegant i lydorkanens midte.
Visse store momenter
Der var visse store momenter i koncerten med Timberlake i direkte følelsesladet samklang med publikum, der igen og igen hyldede stjernen. Momenter af en fælles gospel.
Som en gimmick – er vist det rette ord – blev C-scenen forenden af S’et omdannet til et lejrbålsscenarie, hvor skiftende korsangere sang Fleetwood Mac, Lauryn Hill, The Beatles og John Martin Sommers’ (og John Denvers) ”Thanks God I’m a Country Boy”.
Det sidste i tråd med hele konceptet bag Man of the Woods.
Fraset den ene korsangerindes meget, meget smukke fortolkning af Hill lignede det mest en blanding af et corny statement og et catwalkshow for den seneste tøjlinje fra Timberlakes og barndomsvennen Trace Ayalas tøjfirma William Rast.
Til gengæld – og det er dét, der redder denne anmeldelse op på tre stjerner – var der rimelig lyd på de sidste numre efter den akustiske lejbålspause.
”What Goes Around… Comes Around”s nyklassiske soul som en ånderum i det øvrige støjinferno med al det swing, man havde savnet indtil da. Det nye fremragende hit ”Say Something” i en smooth, funky version.
Men hvad vi så og hørte i aften var mere show og sjov end sjæl. Der ligger en video på YouTube, hvor Timberlake synger nogle sange sammen med country-superstjernen Chris Stapleton. Det er musik, så det gnistrer og hjerteklapperne blafrer.
Sådan ville jeg edderman’me gerne høre Justin Timberlake folde hele sit enorme talent ud i en rimelig lille koncertsal, selvom det er utopisk i en musikverden styret af The Yankee Dollar.
Jeg tillader mig at tro, at den, der ville have størst glæde af det, ville være Timberlake selv.
Pressefoto
Sætliste:
- Filthy
- Midnight Summer Jam
- LoveStoned
- Sexy Back
- Man of the Woods
- Higher Higher
- Señorita
- Suit & Tie
- SoulMate
- My Love
- Cry Me A River
- Mirrors
- Drink You Away
- Flannel
- Until the End of Time
- Dreams
- Ex-Factor
- Come Together
- Thank God I’m a Country Boy
- Morning Light
- What Goes Around… Comes Around
- Say Something
- Montana
- Summer Love
- Rock Your Body
- Supplies
- Like I Love You
- Can’t Stop the Feeling!
af Jan Have Eriksen | jul 31, 2018 | Anmeldelse
Fra GAFFA.dk, anmeldt i Tivolis Koncersal 31.07.18
En gang i 1980’ernes Nashville, Tennessee drak en mand sig fuld, efter hans kæreste var skredet fra ham. I frustration skød han kærestens bil. Selv i de amerikanske sydstater er den slags ulovligt, så da manden stod foran dommeren sagde han: Jeg har lært, Your Honor, at man ikke kan tvinge en kvinde til at elske én.
Et referat i en avis om sagen inspirerede sangskriveren Mike Reid til en af rockhistoriens smukkeste kærlighedssange, ”I Can’t Make You Love Me” – for alvor gjort kendt af Bonnie Raitt på albummet Luck of the Draw.
Mens disse linjer skrives, sidder Bonnies version af samme nummer og det efterfølgende ”Dimming of the Day” under ekstranumrene i aften i Tivolis Koncertsal stadig i ørerne som to rubiner i et smykke. Mrs. Raitt er 68, og hun synger stadig så sårbart klart og samtidig råt raspende som i sin ungdoms vår.
Måske er sandpapiret på stemmebåndene blevet lidt grovere, men i dét øjeblik i den sang stod tiden stille i Tivoli.
Når Bonnie Raitt synger og spiller med sit band som lige dér, er det lyden af noget alment, voksent, levet liv. Hun synger i nuancernes fine lag, snarere end maler Den Store Brusende Følelse frem. Der noget majestætisk cool over hende, som en ørn stille og roligt i opdrift på himlen.
End ikke en noget løs version af Talking Heads’ ”Burning Down the House” som sidste nummer ødelægger den stemning.
Aktivist og forbillede
Trods et stort kommercielt gennembrud med det Don Was-producerede album Nick of Time (1989) og et par efterfølgende storsælgende album er Raitt aldrig blevet en af de helt store i den amerikanske sangbog. Måske fordi hun siden sin debut for 49 år siden altid har været lidt af det hele – rock’n’roller, blueskvinde, rootsmusiker, countrysanger, folkesanger – og slideguitarist af Mississippis nåde. Dertil aktivist og forbillede for generationer af unge kvindelige musikere.
Hun er 68 og har stadig attitude som hende den unge kvinde med den hårde skal uden om det skrøbelige indre i ”Nobody’s Girl”, som hun gav i en vildt fængende version i aften. Hun er en formidabel fortolker.
Det kan sikkert føles lidt enerverende og trivielt, når anmeldere igen og igen besværer sig over lyden. På den anden side – man kan sende folk til Månen (det er i øvrigt snart 50 år siden), men stadig er det åbenbart raketvidenskab at skabe den rette lydlige ramme omkring livemusik.
Vi skulle heldigvis hurtigt forbi en tung version af INXS’ ”Need You Tonight” frem til fjerde nummer “All Alone with Something to Say” leveret i en diskret, inderlig version med Raitt på sin akustiske guitar, før der opstod en form for symbiose mellem hendes sang og musikken.
Under første nummer, hvor det lød som om, bandet spillede i et rum ved siden af, manglede der lyd på keyboardspilleren Jon Clearys keys. Han, der har spillet med Raitt i årevis, var forfremmet til opvarmningsnavn til koncerten. Noget af en boogiedjævel af typen, der formentlig som det første kravlede hen til det nærmeste klaver efter jordemoderens første klask i bagen – og senere har spist bluesakkorder til morgenmad.
Som flere gange senere under koncerten tog Raitt diverse fejl og forglemmelser i stiv tarm. Som da hun på et tidspunkt glemte teksten, eller da hun igangsatte et andet nummer end det, der stod på sætlisten. Da havde guitarist George Marinelli svært ved at finde en grimasse, der kunne passe. Så er det pænt sagt.
Undskyldning for Trump
Hver gang bakket loyalt op af et publikum, der i den grad ville Bonnie Raitt. Som – ikke overraskende – da hun introducerede et nyt nummer med en undskyldning for Trump og en dedikation til de mødre, der er adskilt fra deres børn ved den amerikansk-mexikanske grænse.
Man kan som min sidemand mene, at lige dét kort er lovlig nemt at trække ud af ærmet i et land som Danmark. Men sådan er Bonnie. Opvokset i en kvækerfamilie, som hun er, og senere selv en af de største velgørere i amerikansk rock. Og i øvrigt for better or worseerklæret socialist.
Tillad mig her, omskrevet, at citere Dolly Parton, der jo altid er klar med et passende citat: Måske stemmer hun på djævelen. Hun synger, så englene synger.
Som koncerten skred frem var det – som altid – fortolkeren og guitaristen og the swing queen Bonnie Raitt der trådte i karakter. Hvad enten det det gjaldt en tyktflydende bluessoulet version af Skip James’ ”Devil Got My Woman”.
Eller Raitts åbenbart uopslidelige version af ”Something to Talk about” med fed funket sydstatsswagger eller en febrilt rockende version af The Faboulous Thunderbirds’ ”I Believe I’m in Love with You”.
Som hun flere gange gjorde opmærksom på, har hun spillet sammen med sit band i årevis. Alle kvinder burde have en rytmegruppe som James “Hutch” Hutchinson på bas og trommeslageren Ricky Fataar i deres liv, som hun sagde. Med den erfaringens intuitive forbindelse er den gruppes samspil vanvittig godt.
Udtrykket “americana” bruges om lidt af hvert. Bonnie Raitt er en fornem formidler af den amerikanske musikarv. Og dertil en nådesløst ond slideguitarist, der får sin guitar til danse med djævelen. Oplært af Lovell George fra Little Feat, som hun hyldede på scenen.
En aften som i aften bliver man ikke hverken klogere eller dummere, eller flyttet i sit liv. ‘My Bonnie lies over the ocean’, som de synger i den gamle folkesang. Men så er det godt, at hun af og til kommer forbi og minder i hvert fald mig om, at mine kulturelle rødder er placeret i Tennessee og omegn.
Sætliste
Unintended Consequence of Love
Need You Tonight
No Business
All Alone with Something to Say
Nobody’s Girl
Devil Got My Woman
Have a Heart
Love Letter
Something to Talk About
The Comin’ Round is Going Through
Angel From Montgomery
What You’re Doin’ to Me
I Believe I’m in Love With You
Ekstranumre:
I Can’t Make You Love Me
Dimming of the Day
Burning Down the House
