Country i Odense: Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?
COUNTRY I ODENSE // REPORTAGE – Et par venner kørte for nylig til countryfestival i Odense i håb om en oplevelse, der kunne kompensere for en gammel, urealiseret drøm om at cruise gennem USA’s sydstater i rock’n’rolls udspring. Kan H.C. Andersens hjemby gøre det ud for Nashville og Memphis?
“We’ve got whisky, we’ve got time … let’s take it from the top/you’ve got something on your heart/pour it out/and let it out,” lød det ud af højtalerne. På vej i bilen lyttede jeg til en Nashville Nights 2025-playliste med bl.a. Trick Savage og Brent Michael Woods “The Bottom of it”.
Og det var lige præcis, hvad en gammel ven og jeg var på vej til – at tage det fra toppen. Det har været en flere årtier gammel drøm at køre på et musikalsk roadtrip gennem det sydøstlige USA. Sådan skulle det af forskellige grunde aldrig blive. Ikke sammen, selvom jeg har gennemført noget lignende alene halvanden gang. Inden Trump blev præsident.
Så da jeg for nylig hentede min ven ved hans bopæl få hundrede meter fra Tryggevælde Å, var vi enige om, at vel er E20 ikke Highway 61, vel er min sorte sydkoreaner ikke en Ford F-150, og vel er Odense, Fyn langt fra en lige så grim by som Nashville, TN – men ville vi alligevel mærke en snert af magien i løbet af det kommende døgn?
Countrymusik er mere populær i Danmark end nogensinde. Jeg skal spare læseren for et maratonbud på en forklaring. Alene af den grund, at jeg ikke kender den. Velvidende at Deep Country egentlig dækker over en gotisk inspireret afart af country bl.a. med hang til “murder ballads”, er jeg mest til det, jeg på dansk kalder “dyb country”. Country-genrens insisteren på autentisk, håndholdt lyd, dogmet om gode melodier, storytelling med total nærhed, hvor der slås an på alle vibrerende nervebaner og følelser – helt blottet for klassisk nordisk kulturfimset frygt for det banale. Samtidig overholdes konventionerne langt henad highwayen, stetsonhatten, cowboytøjet, whisky, Gud, store biler, det familiære. Ofte med referencer til sex.
Jeg har disse sydstatsamerikanere mistænkt for at bruge musikken som en ventil for alt det, der blev fortrængt af reglerne om at sove med hænderne på dynen og biblen, indtil de blev viet i en trækirke med vindbøjtler blæsende om ørerne.
Min ven og jeg lærte hinanden at kende i 2.G samfundsfaglig, som det hed dengang, og vi er vel siden blevet hinandens livsvidner, som det hedder i dag. Det er gået rundt op og ned, venskabet og den gensidige respekt har altid været der, ligeså med kærligheden til musikken, især til americana i bredeste forstand. Så Odense, here we come.
Ro, renlighed og regelmæssighed
Nashville Nights er en international musikfestival med base i Odense, der fokuserer på country, americana, folk, blues og southern rock, hvor sangskrivere og musikere fra hele verden deler deres historier i intime omgivelser. Koncerterne foregår rundt omkring på store og små scener i Odense. Festivalen arrangerer også turnéer i Danmark og Sverige og er kendt for sine såkaldte ’writers rounds’, hvor artisterne optræder sammen og fortæller baggrundshistorierne til deres sange. Spørger man folkene bag Nashville Nights om meningen med det hele, vil man ofte høre ordet ‘autentisk’.
Og det første ’autentiske’ festivaløjeblik ventede da også, da vi ankom til den første koncert, der havde fået et ’v’ i planen – med sangskriverne D. Vincent Williams, Emily Henline og Kendell Marvel. En halvlang kø til det overfyldte spillested The Circus betød nemlig, at det var umuligt at komme ind. Kan det blive mere festivalautentisk?
Bortset fra det skal festivalen roses for en feature på app og site, som løbende opdaterer hvor mange tilskuere, der er på de enkelte scener.
For få år siden ville jeg have tænkt, ’indlysende’, måske ligefrem banalt, at vi skal lære af dem, der oplevede den store krig. I dag virker det nogle gange som om, det eneste indlysende på alle politiske og moralske niveauer, er at intet er indlysende
Never mind. Takket være en velskænket lokal øl på det i øvrigt tomme nabospillested, Teater 95B, fik vi skyllet støvet fra diligenceturen hen over Sjælland og Fyn af, og en vis fornemmelse af ro, renlighed og regelmæssighed indfandt sig som opvarmning til den første koncert med Lee Thomas Miller.
Under en writers round den følgende dag sagde Emily Henline om baggrunden for en af sine sange, “Moments”:
”Livet består af de store øjeblikke – og alt det andet. Det gælder om at hylde de store øjeblikke. Det er dem, der giver os fornemmelse af at have levet.”
Så i Emily Henlines ånd, håber jeg, har jeg tilegnet denne reportage en håndfuld store øjeblikke fra vores vej gennem Odense.
Når musik flytter rundt på de små grå
Spillestedet The Circus, der udgør en del af kulturhuset Rosenbæk Huset, lider af udpræget atmosfærisk fatigue. Med andre ord er det et gymnastiksalslignende lyst og kedeligt rum.
Men så er det jo godt, at en mand som sangskriveren Lee Thomas Miller solo med sin guitar kan fylde rummet, så jeg glemte de manglende neonskilte, storrygende poolspillere og mænd og kvinder i cowboystøvler på jagt efter øjenkontakt ”Chasing After You”, som Maren Morris synger. (Hun spiller i øvrigt snart i Amager Bio, hvis du er til country i den poppede afdeling.)
Lee Thomas Miller tilhører Nashvilles sangskriver og -producer royality. Har skrevet sange sammen med/til sin nære ven Brad Paisley, Tim McGraw, Chris Stapleton, Garth Brooks, Trace Adkins og George Strait.
Lee Thomas Miller er en ferm namedropper, selvironisk –” jeg er god til at få ord til at rime på trucks”. En fremragende sanger og guitarist. En professionel historiefortæller, selvom der gik lige lovlig meget familie og skænderier med konen i det.
På den anden side har han også skrevet et af Brad Paisleys største hit, ”Perfect Storm”, en tæt på perfekt country-kærlighedssang bl.a. med linjen ’She destroys me in that t-shirt’. Hvem har ikke været der?
Mod slutningen af sit sæt introducerede han en sang om sin bedstefar, der var en af de mange tusinde amerikanske soldater, der satte sine fødder i Normandiet under D-Day 6. juni 1944. Han var en af de første fra de allierede overhovedet, der opdagede, at de koncentrationslejre, de havde hørt rygter om, faktisk eksisterede. Et øjeblik havde jeg øjenkontakt med Miller, mens han så sig omkring. Han virkede enormt skarp og fokuseret. Jeg synes, jeg anede et glimt af noget farligt. Et lyn. En kuldegysning. Hvordan man modtager musik, vil selvfølgelig altid være et spørgsmål om, hvad man selv som lyttere lægger i det.
For få år siden ville jeg have tænkt, ’indlysende’, måske ligefrem banalt, at vi skal lære af dem, der oplevede den store krig. I dag virker det nogle gange som om, det eneste indlysende på alle politiske og moralske niveauer, er at intet er indlysende.
Uanset hvordan man vender og drejer det, handler Millers sang om en problematik, der rækker længere ud end en four wheel drive kan køre på literen. Hvad ville han udtrykke? Handler det om den aktuelle konflikt i Gaza? Den stigende polarisering på alle sider? Stadig stærkere og voldsom forfølgelse af dem på den anden side? Om det, der sker i USA i dag? Fascimens fremrykning på flere fronter? Måske ville han ’bare’ fortælle en historie. Måske betød det fokuserede blik, ”dude, har du hørt om det gode, gamle danske udtryk, en bajer til musikken?”
Under alle omstændigheder noget af det, musik også kan. Flytte rundt på de små grå.
Forrygende hyldest til Kim Larsen
Dan Smalley er efterhånden en hyppig gæst på de danske scener. På scenen i Posten fortalte han, at han har deltaget i alle fem versioner af Nashville Nights siden begyndelsen i 2021. Som andre amerikanske gæster før ham var han sat sammen med et band af danske musikere under navnet Dan and the Danes.
Som min ven, der for nylig har set Smalley solo i Køge, påpegede, hæmmede bandformatet, at en af Smalleys forcer, hans sublime guitarspil, kom til sin ret.
På den anden side var det en lige ud forrygende rockkoncert med et godt dansk orkester, der gjorde deres bedste – især bemærkede jeg guitaristerne Jens Vestermark og Kenneth Lauridsen.
Man skal muligvis som jeg have oplevet magien i selskab med Kim Larsen & Kjukken et utal gange for at blive grebet, som jeg gjorde under det nummer leveret af 2/5 af Kjukken. Og så ligefrem i Odense
Smalleys inspiration kommer fra forskellige genrer. Klassisk country som charmepopperen ”Only a Girl”, der trak mine mundvige helt op til de øverste rynker i panden. Mudret sumprock som i Credence Clearwater Revivals storhedstid. Utrolig meget amerikansk rockmusik står – eller løber – på skuldrene af bl.a. “Run Through the Jungle”.
Inspirationen fra gospel, soulmusik, gamle outlaw-countrysangere som Waylon Jennings og Johnny Cash, nyere mere eller mindre alt-country navne som Jason Isbell. Klassisk don’t bore us get to chorus-country. Rootsy som Allison Kraus.
Under sine mange ophold i Danmark har Dan Smalley opdaget Kim Larsens musik, og har derfor spillet ”This is My Life” et par gange undervejs. Et absolut højdepunkt under Nashville Nights 2025 opstod, da han introducerede nummeret med en bemærkning om, at der jo allerede var et medlem af Kjukken, bassisten Jesper Haugaard, på scenen – og nu ville han introducere et andet, guitaristen Karsten Skovgaard.
Man skal muligvis som jeg have oplevet magien i selskab med Kim Larsen & Kjukken et utal gange for at blive grebet, som jeg gjorde under det nummer leveret af 2/5 af Kjukken. Og så ligefrem i Odense. Der var skruet tilbørligt højt op for Skovgaards guitar, der obsternasigt rev og flåede i den gamle Gasolin’-sang. Især i soloen, som jo oprindelig skyldes Franz Beckerlee.
En overraskende, bemærkelsesværdig hyldest til Kim Larsen. Et enkelt Larsen-nummer. Perfekt. Mere end det ville være for meget.
Countrys Spice Girls
Nashville Nights bliver indimellem beskyldt for at være en fætter-kusine-fest. Det er rigtigt, at der er en fast kerne af gengangere på plakaten, også i år. Nu kunne man så påpege, at alle danske festivaler er en slags fætter-kusine-fester med karavanen af de samme danske navne år for år. For os, der var til Nashville Nights for første gang, er det jo i øvrigt ligegyldigt.
Sidst fredag aften var der writers round med kolleger og veninder, Jade Helliwell og Kezia Gill. Helliwells mand, Luke Thomas, var med som tredje ben som en lydhør, understøttende tredje guitarist. En god ide.
Der er så meget attitude i Kezia Gills udtryk, at Oasis-brødrene Gallagher lyder som og ligner et par forvaskede poloshirts ved siden af
Jade med den store, store stemme er en af festivalens faste kusiner. For ikke længe siden så min ven og jeg hende under festivalens forårsturne. I det hyggelige, intime spillested Teatret R98 i Odense gjorde hun langt større og bedre indtryk end for nogle måneder siden.
“Vi er countrys Spice Girls,” har Jade Helliwell flere gange sagt. Om ikke andet har hun næsten det rette efternavn.
Og ja. Der er ganske rigtigt en meget britisk working class roughness over begges udtryk. Der er måske lidt mere full vocal opera og klassisk country i Jade Helliwell med den imponerende stemmepragt end i den meget britiske Kezia Gill. Tilsammen udgør de en duo, jeg kan anbefale til alle.
Det helt store øjeblik for mig denne sene aftentime var Kezia Gills ”Local Man’s Star”. Hendes sangskrivning har det ene ben i den keltiske folktradition. Det andet ben i country. Og det tredje i den britiske rockhistorie.
Gills raspy udtryksfulde sangstemme minder mig om så forskellige sangere som Dana Fuchs, Nina Simone og en smule Stevie Nicks. Bare for the record – titlerne på de tre mest afspillede titler ud af fem på Spotify med Kezia Gill lyder ”Dublins Outta Whiskey”, ”Whiskey Over Ice” og ”Whiskey Drinking Woman”. Tal om feltet, hvor attitude blander sig med kunst som en enkelt isterning med whiskyen i glasset.
Der er så meget attitude i Kezia Gills udtryk, at Oasis-brødrene Gallagher lyder som og ligner et par forvaskede poloshirts ved siden af. De optræder så til gengæld p.t. for ca. en trillion gange flere mennesker end Kezia denne aften i Teater R98.
Bedømt ud fra denne dobbeltsession med Jade Helliwell handler det hverken om forstillelse eller kalkulation, når de to går på scenen. Vi får, hvad vi ser. Smuk sang, nerve og humor.
Tilbage til “Local Man’s Star”. Den sang er skrevet til Keizas afdøde far, hendes store forbillede, en musiker der aldrig drømte om andet end at være det, han blev – en underholder, der optrådte rundt omkring på folkets spillesteder og pubber i Nottingham, Derby og omegn. Den sang blev sunget med en så passioneret glød, at jeg bilder mig ind, at jeg kunne mærke eller smage sangerindens blodrøde kærlighed til den gamle. Et øjeblik var det som at stå ved baren i pubben, mærke lugten af fadøl (måske var det min egen), høre stemmer med tyk Mid England English dialekt forbande husværten, priserne og endnu et Forest-nederlag.
Et mindeværdigt øjeblik, igen med en sang om at huske og omfavne det, der kom før.
De barmhjertige timer mellem 2 og 5
Til en del af Nashville Nights konceptet hører jamsessions om natten. Vi tilbragte en times tid eller halvanden på Dexter, hvor det, der gjorde mest indtryk på mig, var den forholdsvise lave pris på Bob Dylan-whiskyen Heavens Door. Dylan er ikke countrymusiker. Dylan er Dylan. Sin egen genre. Men han indspillede dog albummet Nashville Skyline (1969) delvis sammen med Johnny Cash.
Senere et sted i de barmhjertige timer mellem 2 og 5 blev første Nashville Nights dag evalueret i den glimrende Airbnb-lejlighed, min ven havde booket. Hvad vi talte om, husker jeg heldigvis ikke. Men lørdag morgen kunne jeg med et enkelt blik på bordet konstatere, at det var gået præcis som Trick Savage og Brent Michael Woods synger i “The Bottom of it”.
You got something on your heart / We’ve got whisky we got time / There aint no trouble that’s too tough / Hit that bottle hard enough / We’ll get to the bottom of it.
Sange om giftige mandlige slanger
I 2009 faldt jeg over den odensianske duo Strawberry Blondes fine folkrock-album Glorious. Har lyttet til det indimellem. Det undrer mig, at tvillingerne Anja og Betina Følleslev ikke er nået længere ud på de store scener. Jeg ved ikke, om de har spillet på Tønder Festival. Det ville være oplagt.
Så lørdag morgen søgte min ven og jeg mod Café Biografen Cinema, hvor søstrene Følleslev afholdt en release-koncert i anledning af en ny EP, “Nothing Comes From Nothing”. En fed titel.
Især sanger Betina Følleslev virkede nervøs. Måske medvirkende til, at der var noget sitrende hudløst over deres udtryk. Måske fordi de nye sange er meget personlige, og sanger Betina befandt sig et lidt skrøbeligt sted. Det er sange om svigt og giftige mandlige slanger i græsset. Fint med mig. Jeg kender kun en interessant sang om lykke, Stevie Wonders “Isn’t She Lovely”. Som er skrevet til en nyfødt datter.
Jeg har noteret flot sammenhæng mellem tekst og udtryk i det medrivende dollyske ”Charming Devil”. Et øjeblik begejstring over den charmerende poppede “Waterfall”.
Deciderede højdepunkter kan jeg ikke skrive om. Men efterfølgende har jeg lyttet til den nye EP. Det er elegant, ædel og til tider bevægende singersongwriter sangskrivning med lige præcis det diskrete stænk af pop i produktionen, der gør at duoens musikalske kerne stadig er intakt. Modsat så mange andre danske musikeres knæfald for den aktuelle poptendens i moderne musik. Strawberry Blonde burde have et lige så stort publikum som f.eks. Hush.
Magi i Odense
Og så til lørdagens writers round i The Circus. D. Vincent Williams ligner ham jokecrackeren, du forventer at finde i hvilken som helst bar i Nashville. Den rare fyr, der hilser på og udveksler en bemærkning med alle gæster, og som alle kan lide. Den anden deltager, Trick Savage, kunne ligne den lidt reserverede fyr med stamplads nede for enden af baren, hvorfra han er leveringsdygtig i den ene sarkastiske bemærkning efter den anden.
I den analogi kunne den nye i sangskriverklassen, Emily Henline, være den unge kvindelige bartender.
I løbet af de to timer, det varede, skete der det forunderlige, at da vi forlod koncerten føltes det som om, vi havde oplevet en egentlig, ‘rigtig’ koncert – selv med de heldigvis ret korte præsentationer af sangene indimellem. Som en trio-koncert, selvom de to rutinerede herrers kendskab til Henline vist var temmelig sporadisk. Jeg fik det indtryk, at Savage aldrig havde mødt hende før.
Følelsen i det øjeblik har jeg båret på som en lille lydlig amulet lige siden. Den slags musikalske erindringsøjeblikke, ingen videooptagelser på en telefon nogensinde vil kunne modsvare
Trick Savage har vist været fætter i Nashville Nights familien siden første runde i 2021. Som D. Vincent Williams har han arbejdet sammen med en lang række kendte og ukendte country musikere. Desuden har de begge en befriende southern selvironi. De er knalddygtige på hvert sit instrument, guitar og keyboards (Williams).
Det var især stort at se især Savage fange de to andres sanges akkorder og stemning (et par af Williams sange kendte han dog tydeligvis) og lægge sit guitarspil ind som backing og i diverse soli. Ligeså med Williams keyboards og Henlines guitar.
På et tidspunkt talte Williams om en scene i Bob Dylan biopic’en A Complete Unkown, hvor han – på en ikke særlig pæn måde – siger til Joan Baez, at hendes problem er, at hun prøver for hårdt på at skrive de rigtige sange. I stedet for at lade det komme af sig selv.
Og vel var der sange her, der lød som så meget andet. Men først og fremmest var det en masterclass i sangskrivning, i musikalitet – og en proces hvor den musikalske udøvelse rummer en form for telepati for de, der kender den rette bølgelængde.
Erin Rae med band. Foto: Flemming Jørgensen