Brad Paisley i Royal Arena: Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil

Brad Paisley i Royal Arena: Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil

Det er takket være Brad Paisley, at jeg kender en af de smukkeste countrysange nogensinde. Hans og Alison Krauss’ ”Whiskey Lullabye”, som de synger sammen i en duet, der udkom i 2004. Sangen, der er skrevet af Bill Anderson og Jon Randall, er – som en countrysang gerne må være det – tragisk fra første node i den blændende melodi. Ikke så meget som et enkelt lille lysglimt trænger gennem sprækkerne i sangen, der minder om, hvor eksistentielt koldt der kan være på Heartbreak Hotel, og hvor Exit-skiltet er for alvor.

Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ‘This is Country Music’

Den sang er et uimodsigeligt argument for countrymusik. Et overbevisende argument for det forhold, at tre minutter lange sange kan rumme mere drama end en streamingserie i syv sæsoner. Under sin koncert onsdag aften sang Brad Paisley ”Whiskey Lullabye” alene med sin akustiske guitar – godt og vel fem kvarter inde i koncerten. Det var et højdepunkt. Et stort højdepunkt. 23 år efter gennembrudsalbummet Who Needs Pictures er Paisley stadig en formidabel sanger og guitarist.

For mindre end tre år siden, optrådte Paisley sidste gang i Royal Arena. Dengang sluttede jeg min anmeldelse med et bibelbæltefromt ønske om at se ham i Vega eller DR Koncerthuset næste gang – altså under mere intime former end den store sportshal. Sådan gik det jo desværre ikke, men det skal siges, at Royal Arena efter svigtende billetsalg var skrumpet halv størrelse i dagens anledning Uanset tilskuertal insisterer Paisley stadig på at supplere sin koncert med et i bedste fald distraherende videoshow på storskærmene. Mange af videoerne var fuldstændig de samme som sidste gang i oktober 2019.

Paisley småsatirisk kommenterende

Flere af Paisleys sange er småsatirisk kommenterende. ”Online” om vores allesammens evindelige behov for at være PÅ. ”Celebrity” med en for sydstaterne usædvanlig selvironisk video – det må man give Paisley. ”Love Boat” med en video med en metajoke, der allerede var gammel, da Lucy Show lagde gaderne øde i 60’erne. ”Waiting on a Woman” med denne her livskloge gamle mand i baren, der uvægerligt vil dukke op på et tidspunkt i ethvert decent countrysangkatalog. Også i videoen. For ikke at tale om det underlige amerikanske Kiss Cam-fænomen, som jeg aldrig har forstået. Hvad rager snavende koncertgængere på storskærmen os andre? Bortset fra smitteopsporere måske.

Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields

Fint nok med en jovial og folkelig stemning, der blev grundlagt allerede af opvarmeren, den charmerende australske sanger Morgan Evans, men vi b-e-h-ø-v-e-r i-k-k-e disse videoer. Morgan Evans sang i øvrigt med på ”I’m Still a Man”, en udmærket rocksang. Teksten, der kan få enhver parterapeut til at savle, er meget dixie. Strengt taget har den næstsidste linje, ”there’s a gun in my truck”, ikke meget at gøre i Danmark, og slet ikke et par hundrede meter fra Fields.

Men uanset hvad man mener om (fraværet af) amerikansk våbenlovgivning, besynger Paisley virkeligheden, som den ser ud i hans ”Southern Comfort Zone”, som han med et fiffigt ordspil sang mod slutningen af koncerten.

Not everybody drives a truck, not everybody drinks sweet tea
Not everybody owns a gun, wears a ball cap boots and jeans
Not everybody goes to church or watches every NASCAR race
Not everybody knows the words to Ring Of Fire or Amazing Grace

Paisley er en stolt ambassadør for the southern way of life i almindelighed og country musik i særdeleshed – som han selv synger i flere af sine sange bl.a. i en fin version af ”This is Country Music”. Den om, at man ikke synger om kræft, men det gør vi altså i country. Fair nok og bare han ville koncentrere sig om at spille. Både for publikums og sin egen skyld også såmænd.

Sange kan stå alene

Hans sange kan så rigeligt stå alene. Personligt er jeg mest til de sange, der nøjes med at forholde sig til livet i det store hele. Som den flotte “Then”, “Perfect Storm”, “Last Time For Everything”, og to virkelig udsøgte kompositioner som “We Danced” og “She’s Everything”.

Paisley er en guitarman af samme skole som de yngre Chris Stapleton og Cody Johnson, til dels Vince Gill og Keith Urban fra hans egen generation. Måske er Paisley lidt mere rock’n’roll. Som det fremgik af hans og bandets uanstændigt swagger version af ”Old Alabama”, der er en hyldest til countryrock bandet Alabama, er Paisley stærkt inspireret af den swampede sydstatsrocklyd, som Creedence Clearwater Revival og Allman Brothers gjorde mainstream dengang, Brad Paisley kom til verden i Glen Dale, West Virginia.

Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena.

Næppe tilfældigt, i øvrigt, at han onsdag aften gav en nedtonet akustisk version af “Take Me Home, Country Roads”, der vel må være det nærmeste West Virginia kommer en nationalsang. Mere eller mindre konsekvent turnerede Paisley versionerne af sine sange i Royal Arena omkring inspirationen af sine rock-rødder, som også tæller Van Halen og Prince. Paisley spiller sine guitarer konstant, faktisk var de og han selv i fokus stort set fra begyndelse til slut. Dog med flere soli til violinisten og, selvfølgelig, pedal steel guitaristen. Paisleys elektriske guitarer har en en ret let, lys, tør tone med ret meget akustisk resonans. Som understøtter hans melodiøse, syngende lyd.

Man kan kalde bandet anonymt, endnu en dag på kontoret-agtigt. Fair nok, der var måske mere klassisk rockband attitude i opvarmningsbandet, end hos disse loyalt og vanvittigt velspillende backingmusikere. Men det, de gjorde, gjorde de fremragende. Bl.a. med en trommeslager, der nærmere følte end slog på sine trommer.

Igen og igen måtte jeg ryste på hovedet i mild beundring over det topprofessionelle samspil mellem Brad Paisley og de seks musikere. Det er det, jeg tager med hjem fra den aften i Royal Arena. Det og drømmen om at se Paisley levere sin country mesterlære på et mindre spillested. Med en væg som eneste baggrund.

Brad Paisley (US)
Royal Arena, 20. juli 2022

Americana på Amager: En sjælfuld aften med Tedeschi Trucks Band

Americana på Amager: En sjælfuld aften med Tedeschi Trucks Band

Fra POV International

MUSIK // ANMELDELSE – Søndag aften d. lagde det nyrestaurerede Amager Bio lokaler til sydende varm gospel, soul og blues med en formidabel guitarvirtuositet ved Derek Trucks som beskedent centrum på scenen.

Navnet Tedeschi Trucks Band siger måske ikke ret meget. Lad os sætte det på (sydstats)verdenskortet. Bandets kerne består af ægteparret Susan Tedeschi og Derek Trucks fra Jacksonville, Florida. Det eneste, bandet har at gøre med trucks som i lastvogne, er den eight wheel drive, der lige nu fragter deres gear rundt i Skandinavien.

Allerede som dreng viste Derek Trucks så store evner på sin guitar, at han blev udnævnt som vidunderbarn med deraf følgende legater.

Han har det ikke fra fremmede – hans onkel var trommeslager i Allman Brothers Band, som Derek selv var medlem af i en del år, mens det stadig var ledet af Gregg Allman. Og ja. Derek er efter eget udsagn opkaldt efter Clapton-bandet Derek and the Dominos.

Susan Tedeschi havde en lang karriere bag sig som soul/bluessanger og -guitarist, da hun mødte Truck. De seneste ni år har de haft et fælles band – workshop er måske en bedre beskrivelse.

Det første nummer i Amager Bio Laugh about It blev ligesom leget i gang, båret diskret frem af medlemmerne i det 12 mand/kvinder store band. Der var en lidt jazzet Grateful Dead-stemning over det; som om den solrige, chillede stemning af vårsøndag eftermiddag hjemme på altanen havde sneget sig med ind i den tidligere biograf.

Det skulle senere vise sig at ligne en formel for denne aften, også i nyere numre som Hard Case fra gruppens nyeste album Signs.

En stilfærdig, famlende, nænsom begyndelse, så et swing med den storartede bassist og hele to trommeslagere som backing for Susan Tedeschis guitar og vokal, kraftfuld som de ’danske’ soulrock-festivaldarlings Beth Hart og Dana Fuchs, om end mere nøgtern i sin klang – eller som Bonnie Raitt uden groft sandpapir på stemmelæberne.

Henover midten af nummeret det ene gospel-crescendo efter det andet med de tre blæsere og tre korsangere i varierende styrke længst til venstre på scenen.

Selvom Derek Trucks fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’

I nogenlunde samme skiftende styrke som resten af bandet spillede den sympatisk beskedne Derek Trucks. Selvom han fylder meget, havde jeg kun få gange fornemmelsen af at være med til den årlige generalforsamling i guitarlirernes brancheklub ’Min er størst’.

I flere fælles forløb sammen med fru Susan havde man nærmere fornemmelsen af intuitivt og respektfuldt samspil.

Trucks’ spillestil ligner ikke meget andet. Udgangspunktet i sydstats swamprock er klart, men dertil har hans usædvanlige fingerspil en særlig, østerlandsk melodisk klang.

Formentlig skyldes det stor interesse for indisk musik, især musikeren Ali Akbar Khan, der i øvrigt ofte arbejdede sammen med sitarguden Ravi Shankar.

Truck spiller med en kirurgs præcision og som en kunstmaler holder på en pensel. Langt henad vejen opstår hans spil på samme måde – i momentet. Samtidig var han tydeligt først og fremmest i centrum på scenen for kollektivets skyld.

Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?

Som i Until You Remember med keyboardspilleren på orgel, så man mindedes gamle Booker T. Jones, Tedeschis vokal i sjælfuldt udbrud og gemalen medlevende på guitaren.

Eller i deres soulede version af John Prines Angel from Montgomery. Snyd i øvrigt ikke dig selv for Prine på dette års Tønder Festival.

Var det soul, jazz, blues? Jeg tror bare, jeg går med udtrykket ’følelse’. Hvordan ellers beskrive noget, der i flere højdepunkter føltes som en knyttet hånd af velour omkring hjertet?

Ingen hemmelighed at bandets rødder er placeret i sentresserne og halvfjerdserne. Når det gælder rockmusik, nægter disse årtier åbenbart at gå over. Godt det samme.

Som i nævnte Cocker og Allman Brothers, hvis indsats med hensyn til fusion sort sjæl med hvid støj kun kan underdrives, er Tedeschi Trucks Band et musikalsk smeltepunkt. Som åbenlyst bredte sig til publikum.

Jeg kunne godt have brugt lidt flere brud eller kontrapunkter mellem de mere eller mindre formulariske numre, som da bandet leverede en grovfunky version af Dr. Johns I Walk on Guilded Splinters og en helt nedtonet countryballade, hvor Susan Tedeschis smukke vokal for alvor bragte americana til Amager.

Med det forbehold in mente er det stadig den forrygende, håbefulde gospelstemning i bandets version af Joe Cockers Space Captain, der vejer tungt i ørene.

Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder

Tedeschi Trucks Band er på en mission, som intet regneark, ingen algoritme, ingen uddannelse ved Copenhagen Business School, slet ingen YouTube-influencer ville kunne udtænke.

Tolv musikere på turné på forholdsvis små spillesteder. Det kan musikere hverken leve eller dø af. Eller måske er det netop det, de kan; leve af ren kærlighed til musikkens kilder.

Det var sådan, det virkede på scenen i Amager Bio.