– “Live After Death” hedder årets dobbelte livealbum fra Iron Maiden, der sender koncertoplevelsen hjem til stereoanlægget og – for de teknologiske fremmelige – til videoafspilleren.
– Accept udgiver albummet “Metal Heart” og leverer en overbevisende optræden på det fantastiske spillested Saga i København, hvor også Saxon og Pretty Maids sørger for en mindeværdig aften.
– I 1985 roder AC/DC rundt på albummet “Fly On The Wall”, men er ikke desto mindre en kanon koncertattraktion.
– Artillery debuterer med “Fear of Tomorrow”, et pioneralbum i dansk metal og på den internationale thrash metal-scene. Vi lytter til Michael Stützers guitarspil dengang og til hans ord om albummet i dag.
– Thrash-året ‘85 byder også på debutalbum fra Exodus (“det ultimative thrash-album”, ifølge Steffen Jungersen), samt fra Megadeth, Kreator, Destruction, Onslaught og Possessed.
– Der er også udgivelser fra Anthrax, S.O.D. og ikke mindst Slayer, som også gæster Carlton på Vesterbrogade, København.
– Slayer-guitarist Kerry Kings brede nittearmbånd giver ham vanskeligheder ved at entrere scenen, men supportbandet Artillery kommer ham til undsætning.
– Der er godt gang i den danske heavy metal-scene over hele landet med bands som Alien Force, Wasted, Evil, Rigor Mortis, Maltese Falcon, Hero, samt århusianske Kim Sixx med forsangerinden Kim “Powerbaby” Sixx.
– I 1985 skaber Disneyland After Dark deres egen cowpunk-stil, som også appellerer til en del guitarglade heavyrockere.
– Californiske Faith No More forvarsler en form for hybrid-metal på debuten “We Care A Lot”.
– Aerosmith er tilbage i den originale besætning på “Done With Mirrors”, mens party-rockerne Motley Crüe hitter videre med hedonistisk hard rock på “Theatre of Pain”.
– I Los Angeles-undergrunden summer det løs rundt om bandet Guns N’ Roses, der indspiller en lovende demo.
– Stryper kører også glamlooket i LA, men spiller kristen hård rock, også kaldet white metal.
– Dio udsender sit tredje album, mens Gary Moore og Phil Lynott laver et sidste, vellykket samarbejde med hittet “Out In The Fields”.
– King Diamond afrunder året med en koncertpremiere i Saga, København fire dage før jul, og finder deres indre metalliske drillenisse med debutsinglen “No Presents for Christmas”. Michael Denner fortæller om opstarten på King Diamond-projektet.
God lytning og på snarligt genhør i det nye metalår 1986 snart!
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen
Året er 1978 og vores tunge rockverden åbenbares af den himmelstormende debut fra amerikanske Van Halen med vidunderguitaristen Eddie i spidsen.
1978 byder også på det sidste Black Sabbath-album med Ozzy ved mikrofonen i 35 år, mens bands som AC/DC og Judas Priest stormer frem med topsolide albumudgivelser.
Ronnie James Dio laver sin sidste plade med Rainbow, og Brian Robertson tager afsked med Thin Lizzy. Inden da laver han lige “verdens bedste guitarsolo”.
På årets sidste dag indspiller Iron Maiden deres første demo.
Det tunge rockår 1978 bliver behørigt vendt af studievært Jens “Jam” Rasmussen og vores faste og fabelagtige gæsteduo, Steffen Jungersen og Michael Stützer Hansen.
1978 i nedslagspunkter
– Van Halen debuterer med et af 70’ernes absolutte hovedværker, hvor guitarvirtuosen Eddie Van Halen danner skole for tusindvis af metal guitarister.
– Den sidste heavy rock-energi klemmes ud af det Ozzy-frontede Black Sabbath på “Never Say Die!”
– AC/DC leverer rusten, beskidt bluesrock på “Powerage” og rødglødende rock’n’roll på “If You Want Blood”.
– Judas Priest skærper deres definerende metallyd endnu et hak, og designer deres tidlige heavy metal-outfit med læder og nitter. Michael Stützer Hansen inspireres af både look og guitarlyd.
– Den unge guitarist Hank de Wank (f. René Krølmark) udfolder sig i det københavnske punkband Brats og inspireres af både KISS/Ace Frehley, The Ramones… og Judas Priest.
– Mens Hank er ved at omdirigere Brats i heavy metal-retningen, udgiver københavnske Zig Zag Band et hårdt rocket album med titlen “To Streger Over Den Fede”.
– Den europæiske metal-scene anno ‘78 præges af blandt andre schweiziske Krokus, tyske Scorpions og walisiske Budgie.
– I Amerika udgiver Aerosmith “Live Bootleg”, som bl.a. indeholder den funky rocker “Walk This Way”, der kommer til at inspirere New Yorks hiphop-scene i det efterfølgende årti.
– Ronnie James Dio laver sit sidste album med Ritchie Blackmore’s Rainbow, mens David Coverdale sammentrækker ordene “White” og “Snake”.
– Thin Lizzy udgiver det dobbelte livealbum “Live & Dangerous”. Brian Robertson forlader bandet kort efter udgivelsen, hvorpå han laver “verdens fedeste guitarsolo”. Steffen Jungersen føler og forklarer.
– Iron Maiden indspiller deres første demo på årets sidste par dage, og gør sig klar til at erobre Londons metal undergrund i det nye år.
Vi byder på en lille times snak om tråd fra 1978, og ønsker god lytning! Og dernæst på genhør til seriens sidste afsnit fra 1979, om ca. 14 dage
Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Eksperterne Steffen Jungersen, Jens ‘Jam’ Rasmussen og Michael Stützer Hansen guider lytterne gennem endnu et begivenhedsrigt heavy-år. Foto: Jan Eriksen
”Historien om Mabel er aldrig rigtig blevet fortalt,” siger Mike Tramp i denne podcast.
Det bliver den så her. Delvis. For historien om Mike Tramp, der efter Mabels mislykkede forsøg på at bryde igennem i New York City, købte en oneway ticket tilbage til rock’n’roll city, har mange kapitler.
Sammen med Vitus Bratta dannede Mike White Lion, der kom til at optræde side om side med bands som Aerosmith og AC/DC.
Det er historien om en tid i overhalingsbanen i MTV-æraen, hvor det vrimlede med ’bands med en lyshåret sanger og sorthårede bandmedlemmer.’
Men det er også historien om en rockmusiker, der var anderledes – og skrev tekster om USA’s indblanding i El Salvador og mod Ronald Reagan. Fremfor sange over skabelonen “You’ve got a nicelooking ass and were gonna have sex tonight”.
”VI havde alle sammen det store hår, men når du lukker øjnene og sætter dig til at lytte, så ved du godt, at ham der synger, er ikke er fra Hollywood, jeg er vokset op med den hvide t-shirt med den smilende sol, ’Atomkraft nej tak’ og de lilla bleer i Vesterbro Ungdomsgaard.”
Det er også en historie om oplevelsen af langt om længe at opnå anerkendelse i Danmark efter en optræden på Roskilde Festivalen 1993.
OBS: Den Vitus der omtales i podcasten er Vitus Bratta. Oliver er Oliver Steffensen.
