”Evening, squire!”
For mig, der faldt i Python-gryden allerede i sommeren 1970, da de første afsnit af Monty Python’s Flying Circus blev sendt på dansk tv, forekommer der kun at være én måde at indlede et interview med Eric Idle på. Nemlig den indledende hilsen fra Monty Python-sketchen, der er kendt som ”Nudge, nudge”.
Know what I mean, ay? Det tror jeg, de fleste Python-fans gør, men nu er det formiddag og ikke evening som i aften, og selvom Eric Idle griner høfligt ad min hilsen og spørger, om jeg befinder mig i Singapore, går vi hurtigt videre.
Den 5. maj optræder den 83-årige komiker med sit soloshow ”Always Look on the Bright Side of Life Live” i Falkonersalen, hvor han ser tilbage på en 60 år lang karriere.
Vi så mænd udklædte som kvinder på første række, mænd gå rundt mellem rækkerne med et galt blik i øjnene som John i sketchen med ministeriet for skøre gangarter. Der var åbenbart et behov for vanvid derude
I den anledning taler Eric Idle og jeg sammen en times tid på Teams. En samtale, der skal vise sig at komme til at handle om alt muligt fra Bertolt Brecht til, hvilken Python-joke, der ikke går i dag.
Den 11. maj 1969 opstod der noget magisk på en indisk restaurant i Hampstead, London.
Den aften mødtes fem unge englændere, Graham Chapman, John Cleese, Eric Idle, Terry Jones og en enkelt amerikaner, Terry Gilliam, første gang officielt. Fem måneder senere blev det første afsnit af Monty Python’s Flying Circus vist første gang på BBC.
I årevis skulle sekstettens humoristiske sketchbaserede vanvid sætte en ny standard for humor på tv, i teatre, biografer, boghandler – og alle andre steder. Sådan var det ikke i begyndelsen.
”Ingen kunne lide os i begyndelsen. Det var John Cleese og Graham Chapman, der inviterede os andre fire med i deres tv-show ”At Last the 1948 Show”. Vi andre arbejdede på et børneshow, og var egentlig ikke indstillet på at samarbejde. Men sådan blev det – i en helt anden sammenhæng. Jeg tror, der fandt en form for naturlig udvælgelse sted, hvis man kan bruge det udtryk i comedy. Pludselig var vi en bande, der skræmte livet af BBC,” siger Eric Idle med et af mange grin.
Vi tog det seje træk
Da jeg nu har muligheden for at tale med en af de seks squires fra Pythons maskinrum, prøver jeg at indkredse, hvad det egentlig var, der skabte banden og dens humor. Eric Idle taler beredvilligt om sin tid med python, og mangt og meget andet for den sags skyld.
”Monty Python’ Flying Circus blev sendt på det tidspunkt af aftenen, hvor briterne ellers var vant til at se et foto af dronningen til hest. De første to år anede vi ikke, hvem der så os. Det var først, da vi begyndte at optræde live, at vi opdagede, hvor vildt vores publikum var. Vi så mænd udklædte som kvinder på første række, mænd gå rundt mellem rækkerne med et galt blik i øjnene som John i sketchen med ministeriet for skøre gangarter. Der var åbenbart et behov for vanvid derude. Vi var leveringsdygtige.”
Vi fik ikke ”Euphoria”-agtig berømmelse – de ville i øvrigt nok gå i Harrod’s for at lede efter den hellige gral
Det tør antydes. Den dag i dag er Monty Python stadig et begreb. De skabte en form for humor, der revolutionerede den traditionelle sketchform, hvor punchlines blev erstattet af stream-of-consciousness absurditeter. Den dag i dag bruges udtrykket “pythonesque” som genrebetegnelse – anarkistisk, tabunedbrydende og stadig småintellektuelt. Hvem andre kunne for eksempel få folk til at grine ad en fodboldkamp mellem græske og tyske filosoffer, inklusive Franz Beckenbauer på holdet. Den sketch er i øvrigt filmet på Bayern Münchens træningsbaner. Ikke at det har noget med sagen at gøre, så videre til noget completely different.
”Monty Python holdt fire sæsoner. Dengang gik det langsomt. Vi skiftede meget klogt fra tv-sketches til film. Jeg tror, den første film,”Monty Phyton og de skøre riddere” gjorde os kendt i forskellige lande, hvor vi ikke var nået ud med tv-showet. Vi fik ikke ”Euphoria”-agtig berømmelse – de ville i øvrigt nok gå i Harrod’s for at lede efter den hellige gral,” siger Idle med et smil på Teams-skærmen.
“Men vi tog det seje træk, vendte tilbage til de forskellige lande efter tre-fire måneder for at skabe ny interesse. Samtidig har vi alle sammen formået at bruge vores ’værk’ i nye sammenhænge. Min musical ”Spamalot”, der bygger på ”Monty Python og de skøre riddere” for eksempel. Den kører stadig rundt omkring i verden. I en periode i 1980’erne var vi det mest sete tv-show i Japan. Spike Milligan (banebrydende britisk komiker) sagde, at det morsomste han nogensinde havde oplevet, var at se John Cleese tale synkroniseret japansk.”
Eric Idle og den absurde tidløshed
Hvis du selv skulle beskrive med få ord, hvad Monty Pythons nybrud bestod i?
”Vi fulgte efter en periode med satire i diverse radio- og tv-programmer. Satire handler om virkelige personer. Det var ikke vores stil. Vi stod for generisk humor. Det handlede om typer, figurer. Det vidunderlige er, at vores karakterer ikke bliver for gamle. Man behøver ikke vide, hvem Gerald Ford var, for at grine ad Monty Python. Der er en absurd form for tidløshed, der har holdt i 50 år,” siger Eric Idle.
Det meste var totalt nyt – The Beatles, The Rolling Stones. De viste vejen for de besværlige drenge i skolen, der blandt meget andet fandt ind på kunstskoler. Alle britiske rockgrupper gik på art college
Jeg fortæller, at jeg har læst Eric Idles biografi ”Always Look on the Bright Side of Life: A Sortabiograpy”. Og tilføjer, at mine 1970’ere i Præstø på Sydsjælland var r..kedelige sammenlignet med, hvad han oplevede i den famøse hedonistiske æra. Men jeg spørger også, hvor i al verden al den kreativitet, som pythonerne og andre kunstnere i den periode udøvede, kom fra. Altså bortset fra stofferne.
”Jeg tror det kom fra 2. Verdenskrig. Vi blev alle født i forskellige stadier af krigen. Jeg var bare fem, da krigen stoppede, men jeg husker stadig meget tydeligt lyden af sirener. Jeg havde en Mickey Mouse gasmaske. Absurd ikke? Mange af os mistede vores fædre. Eller måtte leve med kronisk depressive og eller alkoholiserede fædre. Vi mærkede de ældres frygt. Fornemmelsen af konstant frygt, sidder stadig i mig,” siger Eric Idle.
Med ”vi” taler han ikke bare om medlemmerne af Monty Python. Det handler om skuespillere, musikere, kunstnere, forfattere, der voksede op som efterkrigstidsbørn. En hel generation.
Du siger i din biografi, at I var rebelske outsidere. Ikke bare jer seks, men vel også The Beatles og alle de andre. Kunstnere som David Hockney, Peter Blake. Forfattere som Allan Sillitoe, Anthony Burgess, som jeg lige kan huske.
”Ja, det er den generation. I 50’erne var alting rationeret, indtil vi blev omkring 10 år gamle. Der var ikke noget underholdende på tv før ”Coronation Street” Der var comedy på radioen. Det var det. Vi voksede op under restriktioner. Vi kom fra Nord- og Midtengland, arbejderklasse eller lavere middelklasse. For manges vedkommende i hundekolde lejligheder,” siger Eric Idle.
Han henviser til to så forskellige forfattere som Susan Hinton, hende med ”Outsideren” og ”Sidste år er længe siden” og Albert Camus, der kom til Frankrig som ”Den fremmede”, som er titlen på hans måske mest kendte bog.
Jeg tog en enkelt joke ud, da jeg instruerede Pythons farvelshow i 2014 – sketchen ”1500 meters for the deaf”. Der, hvor nogle døve løbere ikke reagerer, da startskuddet lyder. De kan ikke høre det. Den joke er at grine ad de forsvarsløse. Det er ikke passende i dag,
”Det er to vidt forskellige bøger, men på en måde handler de for mig om det samme. Fremmedgørelse. Jeg tror, det, der skete i 1960erne og 70’erne var en renæssance. Der var et kæmpe vakuum, der bare ventede på at blive udfyldt. Der var for eksempel ikke en Banksy, der kunne inspirere kunstnere. Det meste var totalt nyt – The Beatles, The Rolling Stones. De viste vejen for de besværlige drenge i skolen, der blandt meget andet fandt ind på kunstskoler. Alle britiske rockgrupper gik på art college.”
Man kan måske sige, at Pink Floyds “The Wall” beskriver følelsen af at vokse op med den post verdenskrig frygt, du talte om?
”Præcis. Jeg kendte Roger Waters, da han arbejdede på “The Wall”. Vi mødtes nogle gange, mens han arbejdede med projektet. Jeg var med i studiet, da han indsang den med ”We don’t need no education”. Vi hang meget ud med rock-eliten dengang, faktisk var Pink Floyd med til at finansiere ”Monty Python og de skøre riddere”. Rogers ide i ”The Wall” om at vende rummet om, bygge en mur mellem scenen og publikum var genial. Lige så meget, som det handler om at vokse op i efterkrigstidens England er det en universel historie om fremmedgørelse. Det talte vi en del om dengang. ”The Wall” er Bertolt Brecht som rockmusik. Et forsøg på at beskrive, hvordan det var at vokse op i samfund, der var præget af seks års krig.”
Det hører med til historien, at blandt andre Pink Floyds og Led Zeppelins altruistiske støtte til ”… de skøre riddere” også havde en meget verdslig forklaring. Dengang var skatteprocenten for meget rige englændere svimlende 90 pct. Investeringer var en måde at få procenten ned.
”Vi var bare glade for støtten. Pink Floyd får stadig procenter af for eksempel indtægten fra min musical ”Spamalot”.
I ”Life of Brian” var vi forud for vores tid
Fra 1970’erne et spring frem til i dag. Der har været en woke æra og metoo, der trods modspil fra MAGA-bevægelsens forgreninger verden over stadig præger comedy. For eksempel fik danske Brian Mørk på et tidspunkt ørerne i maskinen.
Kunne der overhovedet findes et Monty Python i dag, tror du?
”I ”Life of Brian” var vi forud for vores tid. I Loretta-scenen identificerer jeg mig som kvinde – og vil ændre navn til Loretta. Det at beskæftige sig med seksualitet blev inspireret af vores samtaler med Graham, der var homoseksuel, hvilket var ulovligt dengang.
(Det gælder blandt andet også Pythons ”The Mouse Problem”-sketch og “Lumberjack Song”, red.)
“Da jeg gik på Cambridge, var homoseksualitet forbudt, hvilket er ret ironisk, hvis man kender lidt til engelske universiteter og kostskoler dengang. Det er faktisk en ret alvorlig scene, selvom den også er en satire over de mange venstre-bevægelser. Men siden du spørger: Jeg tog en enkelt joke ud, da jeg instruerede Pythons farvelshow i 2014. Vi havde en sketch, der hedder ”1500 meters for the deaf”. Der, hvor nogle døve løbere ikke reagerer, da startskuddet lyder. De kan ikke høre det. Den joke er at grine ad de forsvarsløse. Det er ikke passende i dag,” mener Eric Idle.
John Cleese har mere end en gang sagt, at han ikke mener, at man ville kunne indspille en film som “Life of Brian” i dag. På grund af alt det der er sket siden 9.11. Det er for kontroversielt. Det ved Eric Idle ikke rigtig, hvad han skal mene om.
I mere end 25 år har “Always Look on the Bright Side of Life” været en af de mest brugte sange ved begravelser i England. Det er meget specielt. Det rører mig meget. Det er vidunderligt. Jeg tænker, at den opmuntrer mennesker
”Måske har han ret. Jeg synes stadig, at det er vildt, at den overhovedet blev indspillet. Det skete udelukkende, fordi min kære ven, George Harrison, belånte sit palæ, Friar Park, og dermed kunne finansiere filmen via sit filmselskab Handmade Films. Dengang havde jeg mere eller mindre opgivet den. Ligesom med ”De skøre riddere” turde ingen filmselskaber binde an med den,” siger Eric Idle, og tilføjer:
“Egentlig tror jeg, den var sværere at få indspillet dengang, end den ville være i dag. Min kone og jeg har et hus i Provence. Franskmændene siger til mig, at “Life of Brian” ikke er ateistisk nok. Der er flere fritænkere i verden i dag end dengang. Vi besluttede meget tidligt at være meget respektfulde. Vi gør ikke grin med Jesus. Det er en tragedie om en mand, der bliver forvekslet med Jesus. I dag tror jeg, det er den mest kendte og mest populære af vores film.”
Ja, og en af verdens sjoveste film. Sangen der afslutter ”Life of Brian”, “Always Look on the Bright Side of Life” har fået sit eget liv i dag. Ved sportsbegivenheder og især begravelser?
”Ja, Manchester United var den første klub, der brugte den i forbindelse med nederlag. Men de måtte stoppe, da de begyndte at vinde, hæ. Mit foretrukne øjeblik, når det handler om fodbold, var da England vandt 5-0 over Tyskland, og de tyske tilhængere begyndte at synge “Always Look on the Bright Side of Life”. Det synes jeg var meget morsomt. I mere end 25 år har den været en af de mest brugte sange ved begravelser i England. Det er meget specielt. Det rører mig meget. Det er vidunderligt. Jeg tænker at den opmuntrer mennesker. Det er også en sang, der synges af soldater på vej i krig.”
Også plads til tårer
I sit show hylder Eric Idle de to kolleger, der har haft størst betydning for ham, George Harrison fra The Beatles og komiker og skuespiller Robin Williams.
“Mit show er ikke bare grin og comedy. Der er også tårer. Jeg synger to nyskrevne sange for George og Robin. Det griber publikum kan jeg mærke. Det griber også mig. Har du set mindekoncerten for George fra 2003 i Royal Albert Hall, hvor Eric Clapton var musical director? Jeg får våde øjne hver gang, jeg ser den. Vi var meget tætte venner. Han var en katolik, der blev hinduist. Så har man humor. Robin var en tæt ven. Den morsomste mand i sin generation. Da vi flyttede til USA i 1994, var Monty Python stadig på TV. Til min undren. Det var for længst stoppet på BBC. Han og Steve Martin sagde, at de var blevet inspireret af Monty Python, hvilket naturligvis er en kæmpe ære. Robin var en utroligt morsom mand. Vi var på flere ferier sammen.”
Jeg plejer at sige, people get old and bitter, when they should get old and better
Venskabet mellem Eric Idle og George Harrison er sagnomspundet blandt os, der mere eller mindre nærer lige så stor veneration for den såkaldt stille beatle som for Monty Python. Harrison finansierede ikke bare ”Life of Brian”, han skaffede også penge til den meget morsomme The Beatles parodi-film ”All You Need is Cash”, som man efter sigende skal være Paul McCartney for ikke at finde morsom. Den handler om den fiktive gruppe The Rutles, og går for at være en af de første såkaldte mockumentaries. Harrison medvirker selv i filmen.
Hvordan lærte du George Harrison at kende?
“George forsøgte at få fat i mig. Jeg havde skrevet en sketch om en popstjerne, som han var vild med. Han var et meget morsomt menneske. Hans favorit var Mel Brooks “The Producers”. Vi så den en gang om ugen dengang i 1970’erne. The Beatles selv var også sjove. Det er min teori, at årsagen til, at de så hurtigt brød igennem i USA, var deres humor. De væltede pressemøderne med deres humor og selvironi.”
Når jeg lytter til den megen musik, du selv har komponeret gennem tiden, tænker jeg, at du må have nogle ret stærke rødder i den engelske vaudeville tradition, såvel som i orkestermusik i det hele taget?
“Absolut. Som femårig blev jeg slæbt med i Manchester Music Hall, hvor jeg så diverse komikere og andre artister optræde. Det var fantastisk. Der var nogle forrygende komikere dengang. Et af de mest interessante reaktioner på frygt er comedy kombineret med en lille smule fortrydelse. Der er en direkte linje fra ”Always Look on the Bright Side of Life” til den tids komikere. I virkeligheden er det en post 2. Verdenskrigs sang. Solen skinner, livet er værd at leve. Trods alt. We’ll meet again some sunny day”.
Lige nu er Eric Idle på en turne rundt i Norden og de baltiske lande med det, han kalder en aften med glutenfri comedy fyldt med veganske sange og en enkelt pruttejoke.
Måske er det største for mig, at Elvis Presley var kæmpe Monty Python-fan. Elvis kaldte alle, han mødte”squire”. Han var min gud
“Jeg har nogle virtuelle gæstestjerner. Professor Brian Cox, astrofysiker, en abe i form af Micky Dolenz fra The Monkees synger “I am Believer”. Nogle af de mere ukendte Python bidder, som jeg holder særligt meget af. Plus lidt fra Pythons farvel-show. George Harrison dukker op og synger “The Pirate Song”, som han og jeg skrev sammen. Faktisk synger vi den sammen, det er sådan noget man kan i dag.”
Elvis Presley var vild med Monty Python
I september udkommer en bog om Idle og hans kone gennem 45 år, Tania Kosevichs andet, ‘hemmelige’ liv i Provence. Han har selv renoveret huset. Et refugium, hvor hans kone, han selv ”og en masse ræve og vildsvin” kan leve uforstyrret.
“Jeg holder meget af den kendsgerning, at vi kan gå rundt i Frankrig og være totalt anonyme. Franskmændende tog os overraskende hurtigt til sig. Men vi var overraskede, da”The Meaning of Life” vandt juryens pris under Cannes Festivalen. Husker du scenen med den meget store mand, der spiser og spiser, indtil han revner?”
Selvfølgelig. Har man set den en gang, glemmer man den aldrig.
“Orson Welles var juryformand. Vi var overbevist om, at vi aldrig ville vinde noget. Men han sagde til Michael Palin, at den scene var det sjoveste, han havde set. Vi troede, at han ville blive krænket.” (Orson Welles var på mange måder en stor mand, red.)
Er der noget du er særlig glad for i løbet af din lange karriere?
“”Bright Side” som vi talte om. Den betydning den har fået, det var der vist ingen, der havde set komme. Jeg mener, jeg sang den på det olympiske stadion i London ved afslutningsshowet i 2012. Det er stort. Måske er det største for mig, at Elvis Presley var kæmpe Monty Python-fan. Elvis kaldte alle, han mødte “squire”. Han var min gud. Han reddede vores liv, da vi var 14. (Elvis’ første single, “That’s All Right” udkom i 1954). Det faktum, at vi fik ham til at grine, og han havde alle vores videoer og bånd, er vidunderligt. Hans kæreste fra 1973 – 76, Linda Thomsen, fortalte mig en gang, at de ofte sad om natten og citerede vores sketches.”
I dag drives forretningen Monty Python af Michael Palin, John Cleese, Terry Gilliam og dennes datter. Eric Idle modtager sin procenter og rettighedspenge, men derudover har han intet med sine gamle kolleger at gøre.
“Jeg har ikke set dem i ti år. Jeg bor i Californien. Der er en afstand. Jeg ser vores afskedsshow i 2014 som den endelige, afrundende Monty Python begivenhed. To af os (Terry Jones og Graham Chapman) er ikke længere i blandt os. I dag kører John, Michael og Terry forretningen Monty Python. Jeg plejer at sige, people get old and bitter, when they should get old and better. Sådan vil jeg formulere det.”
Dermed henviser Idle til en strid, der handler om management, og som endte med, at de tre nævnte eks-kolleger fik deres vilje, at gøre Gilliams datter til en form for manager eller direktør for Monty Python. Han tænker formentlig også på nogle krasse udfald, John Cleese er kommet med mod Eric Idle.
“Jeg har ingen som helst interesse i at deltage i det. Det er vigtigt at adskille venskab og arbejde. Vi i Monty Python var kolleger. Ikke venner. Men vores betydning for hinandens indbyrdes liv var vidunderligt stor.”
Med disse ord takker Eric Idle og jeg af. Han skal videre til lyd- og scenetjek. Og så skal han lige nå sin eftermiddagslur.
Så nudge nudge, wink wink, say no more.
