1986 i nedslagspunkter:

– Året ‘86 indledes med den sørgelige nyhed om Thin Lizzy-frontmand Phil Lynotts bortgang blot 36 år gammel. Steffen Jungersen mindes manden og musikeren.

– Jungersen og Stützer ser tilbage på årets store udspil, Metallica og “Master of Puppets”. Vi tager også en tur til Roskilde Festival 1986.

– Metallicas forsmåede leadguitarist Dave Mustaine snerrer sig igennem Megadeth album nr. 2, “Peace Sells… But Who’s Buying?”.

– Slayer udraderer alt og alle på under en halv time med thrash metal-infernoet, “Reign In Blood”, produceret af Rick Rubin, der også stiller skarpt på fusionen af rap, rock og metal i løbet af året.

– Vi gennemgår årets mange thrash- og crossover udspil med et oplagt fokus på Flotsam and Jetsam, hvis bassist Jason Newsted snart går en ny bandfremtid i møde.

– Den fatale dag, den 27. september 1986: Metallicas turnébus forulykker på vej fra Stockholm til koncerten i Saga, København, hvor bassist Cliff Burton omkommer. Bandet fortsætter med den nye bassist, Jason Newsted.

– Et par uger efter “Master of Puppets” udkommer det første King Diamond-album “Fatal Portrait”. Vi går i dybden med debuten sammen med Michael Denner: guitarist, co-producer og med-sangskriver på tre numre.

– I Tyskland suppleres de gamle hovednavne Scorpions og Accept med nye kvindestemmer: den brutale Sabina Classen i Holy Moses og Doro Pesch i Warlock.

Lyt til POVcasten her:

– De store pladeselskaber går efter den bløde, melodiske hard rock: Fate med ex-Mercyful Fate komponist/guitarist Hank Shermann udgiver “A Matter of Attitude”, mens jyske Skagarack udsender deres debutalbum og lukker årets Roskilde Festival.

– I USA går Bon Jovi til tops med tredje albummet “Slippery When Wet”, mens svenske Europe står for årets signatursang i “The Final Countdown”.

– Van Halen og David Lee Roth går hver til sit, men kommer fornuftigt videre: Van Halen med en glattere keyboard lyd og ny sanger i Sammy Hagar på “5150”. David Lee Roth med et fedt backingband og festlig, funky metal-rock på “Eat ‘Em and Smile”

– Rick Rubin står bag et nyt rockvinklet hiphop-projekt: New York-rapperne RUN-DMC i et friskt covernummer af Aerosmith-hittet “Walk This Way” i synergisk samarbejde med ophavsmændene selv.

– I LA står den på højt hår og glam metal-hits hos bands som Poison, mens de rå rock’n’rollere Guns N’ Roses udgiver debut EP’en, “Live ?!★꩜ Like a Suicide”.

– Vi tager selvfølgelig også pulsen på AC/DC anno 1986, og på Saxon, hvis ottende album “Rock The Nations” signalerer globalt heavy metal-fællesskab.

– Lemmy præsenterer en ny Motörhead-udgave med to guitarister på deres syvende og slagkraftige album “Orgasmatron”. Bandet uddeler soniske lussinger og helserig rock-medicin på pladen og til koncerten i Saga.

– Jungersen forsvarer Judas Priests elektroniske retning på “Turbo” og refererer til ZZ Top. Jungersen – og Stützer – kommer også omkring Iron Maiden-albummet “Somewhere In Time”.

– Black Sabbath udsender deres mest yderligere udspil, albummet “Seventh Star”, der benævnes “Black Sabbath featuring Tony Iommi”, men kategoriseres som det 12. Black Sabbath studiealbum.

– Vi afrunder 1986-seancen med Ozzys fjerde studiealbum “The Ultimative Sin”.

God fornøjelse, og på glædeligt genlyt i det næste metal år 1987 om ca. en uge!

Idé, tilrettelæggelse og research: Jens “Jam” Rasmussen
Produktion: Jan Eriksen